Der er bare noget desserter der indeholder æbler og en sprød mandeltopping. Det er jeg i hvertfald fan af! Denne tærte er ingen undtagelse. Den smager virkelig godt – specielt den lækre smør tærtebund med den sødlige æblefyld sammen med den sprøde topping! 😀
Opskriften er til 8-10 stykker
Ingredienser
Tærtedej
125 g. smør (+ til at smøre formen)
3 1/2 dl. hvedemel
2 spk. flormelis m. top
1 æggeblomme
1-2 spk. vand
Tærtefyld
500 g. søde æbler
(Ingrid Marie – skrællet vægt)
1/2 dl. lys sirup
1/2 dl. vand
2 spk. vaniljesukker
2 spk. maizena
Toscatopping
100 g. smør
100 g. smuttede mandelsplitter
3/4 dl. lys sirup
2 spk. sukker
2 spk. hvedemel
2 spk. mælk
Fremgangsmåde
Start med at lave tærtedejen. Skær det kolde smør i små tern og saml dejen ved at smuldre smørret med melet og sukkeret. Dejen samles med æggeblommen og vandet.
Når du har en glat og ensartet dej, rulles den ud på et meldrysset bord, som beklædes i en tærteform på 24 cm.
Dæk den til og sæt den på køl i 30 minutter – imens forvarmes ovnen til 200 graders almindelig varme.
Skræl æblerne, kernehuset fjernes og æblet skæres i små tern. Kog dem op i en gryde sammen med sirup, vand og vaniljesukker. Når æblerne er let møre skrues der ned for varmen og maizenaen tilsættes under omrøring, til massen tykner.
Sæt den til side og lad det køle af. Tærten forbages i den forvarmede ovn i 10 minutter, til den er let gylden.
Læg æblefyldet i tærten og rør toscatoppingen sammen i en lille gryde, til smørret er smeltet og det får en tykkere konsistens. Bred toscatoppingen ud over æblefyldet og bag tærten nederst i ovnen i 15 minutter, eller til toppingen er blevet gylden.
Server tærten afkølet, gerne efter den har stået lidt på køl og sat sig.
Tip!
Server tærten med lidt cremefraiche el. letpisket flødeskum.
Velbekomme.
___________________________________________________________________
Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!
Speak Your Mind