Kanelæbler med nødder & smulderdej

En dessert der ud over at være ganske simpel og nem at lave – også er helt fantastisk i smagen. Dens indhold af æbler, kanel og nødder, gør den meget passende at servere i efteråret og vinteren. Den kunne sågar også gå for at være en hyggelig juledessert.. 😉 

Æbledessert med kanel og smulderdej2

Klik for større version.

Opskriften er til 4 personer

Ingredienser
6 store søde æbler
1 stor håndfuld mandler
1 spk. stødt kanel
2 spk. rørsukker

Smulderdej
170 g. smør
70 g. havregryn
100 g. hvedemel
170 g. rørsukker

Fremgangsmåde
Start med at lave smulderdejen.

Når du har afvejet alle ingredienserne, skæres den kolde smør i mindre stykker, der efterfølgende smuldres godt sammen med hvedemel, havregryn og rørsukker.

Det skal ende med at blive til en ensartet dej, uden smørklumper.

Sæt det på køl i 15 minutters tid. Imens klargøres æblerne og ovnen forvarmes til 200 graders almindelig varme.

Æblerne skylles, kærnehuset skæres fra og resten af æblet skæres i mindre, mundrette stykker.

Vend nu æblestykkerne i stødt kanel og sukkeret. Fordel dem i et ovnfast fad.

Hak mandlerne groft og fordel halvdelen af dem over æblerne, hvorefter dejen smuldres ud over æblerne.

Til sidst fordeles de sidste hakkede mandler over dejen.

Bag desserten midt i ovnen i 25 minutters tid, til dejen er smeltet ud over æblerne og det har fået en gylden farve. Æblerne skal stadigvæk have lidt sprød konsistens.

Tag desserten ud af ovnen og lad det stå og trække i 10 minutters tid, så den er tilpas lun, når den serveres og dejen lige kan sætte sig.

Tip!
Du kan servere desserten med en klat cremefraiche eller en god vaniljeis.

Desserten kan opbevares på køl og serveres igen, fx dagen efter, hvis du har en rest tilbage 🙂

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*