Svampetærte med ricotta, rosmarin & spinat

Det her er en super ‘efterårsret’ og/eller en virkelig god vegetarret! En super lækker svampetærte, som er baseret på karameliserede løg, kejser -og østershatte, frisk spinat og cremet ricotta. Det lyder ikke helt dumt vel? 😉

Opskriften er til 4-8 portioner
– Én stor tærteform

Klik for større version.

Ingredienser
1 portion tærtedej (købes eller brug fx denne).
1 mellemstort løg
1 fed hvidløg
300 g. blandede svampe (fx kejser -og østershatte el. lign.)
2 mellemstore kviste rosmarin
100 g. frisk spinat
4 æg
250 g. ricotta
1 dl. mælk
Salt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle elementerne til tærten. Laver du selv tærtebunden, start da med den, så den lige kan trække lidt, inden den skal rulles ud, forbages osv.

Forvarm ovnen til 200 graders varmluft.

Imens pilles løg og hvidløg. Hvidløget hakkes fint og løget kan snittes i både eller ringe. Steg begge dele sammen på en lun pande i lidt olie, til de bliver karameliserede/bløde. Krydr med salt, peber og evt. en anelse sukker, efter smag.

Svampene skylles grundigt, skæres i mindre stykker og steges derefter på den varme pande, til de er bløde og er blevet godt brunet. Imens skylles rosmarinen, nip ‘nålene’ af og hak det fint. Steg rosmarinen med svampene til sidst.

Tag svampene af panden og steg derefter spinaten derpå, til det er faldet helt sammen og alt vandet er stegt væk.

Rør en masse af æg, ricotta, mælk, samt salt og peber. Bland alle de tilberedte ingredienser deri og fordel det i tærteformen.

Bag tærten ved 200 grader i ca. 35-45 minutter, eller til den er blevet godt gylden. Lad den afkøle lidt og servér.

Tip!
Tærten kan eksempelvis serveres med en god salat som tilbehør, som supplement til en buffet, eller på en kødfri dag, hvor man stadigvæk får umami-smagen, fra de lækre svampe.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*