Anderledes ‘caesar salad’ med kylling & pinjekerner

Ceasar salad serveres normalt vendt i en oprørt hvid dressing. Salaten kan hurtig blive fed i smagen og i kalorieregnskabet! 😉 derfor har jeg lavet min egen udgave af salaten – men lad vær med at tænke det som en decideret ceasar salad, men nærmere som en kylling/bacon salat. Server salaten som et frokostmåltid eller som en let aftensmad..

Opskriften er til 2-4 personer

Ceasar salad med kylling og pinjekerner

Klik for større version.

Ingredienser
2 kyllingebryster
1 pk. bacon i skiver

130 g. brød (gerne groft)*
2 spk. rapsolie
2 fed hvidløg
1/4 tsk. groft salt

2 spk. rapsolie
1 tsk. hvidvinseddike
1 spk. honning
1-2 spk. fintrevet parmesan**
Salt og peber

2 håndfulde babyleaves /spinatblade
1 lille romaniehoved (hjertesalat)
30 g. pinjekerner

Fremgangsmåde
Start med at skære kyllingebrysterne i små tern. Steg dem på en varm pande i lidt olie, i cirka 5 minutter, under omrøring. Krydr dem undervejs med salt og peber.

Derefter steges baconskiverne sprøde på den samme pande – når de er blevet godt sprøde, lægges de på et par stykker køkkenrulle, der kan suge det overskydende fedt.

Riv brødet i mindre stykker og vend det i en blanding af den angivet mængde olie, fintrevet hvidløg og salt.

Rør godt rundt så alt olien bliver godt fordelt og fordel derefter brødet jævnt på en rist i ovnen der er beklædt med bagepapir.

Bag brødet i 5-6 minutter ved 200 grader – lad det derefter køle af.

Imens ristes pinjekernerne på en tør pande, til de får en gylden farve.

Pisk en dressing af olie, hvidvinseddike, honning, salt og peber, til det får en enartet konsistens – riv noget frisk parmesan og bland det afslutningsvis i dressingen.

Skyl de friske babyleaves og romaniehovedet godt. Fordel romaniehovedet i blade og bræk dem i rustikke stykker. Dryp grøntsagerne fri for vand – anvend evt. en salatslynge.

Skær det sprøde bacon i mindre stykker med en skarp kniv.

Bland romanie og babyleaves i dressingen og bland det dernæst med kylling, halvdelen af brødet, bacon og halvdelen af pinjekernerne.

Anret salaten og pynt med det sprøde bacon, pinjekerner, samt lidt af det resterende brød. Er der mere brød tilbage, kan du servere det ved siden af retten, i en lille skål.

Ønsker du den cremede fornemmelse af salaten, kan du alternativt servere en hjemmelavet krydderurte-dressing til salaten.

Tip!
*Du kan anvende alt lige fra baguettes til toastbrød i skiver, og meget mere. Det gør ikke noget at brødet er daggammelt, det skal alligevel i ovnen og ristes.

**Parmesanen kan enten rives fint og blandes i dressingen eller høvles i fint og drysses ud over salaten lige inden servering.

Ønsker du at gøre salaten lidt grovere og mere mættende, kan du f.eks anvende fintsnittet spidskål eller hvidkål, i stedet for romanie salat eller babyleaves.

Velbekomme.
___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*