Nem hjemmelavet Tiramisú med kaffe & likør

Dette er en nok, en af de bedste opskrifter, som jeg har prøvet på Tiramisu. Den er super nem at lave og det smager jo himmelsk, samtidig med at det er en dessert, som du kan lave dagen før den egentligt skal serveres. Ved at den får lov til at trække i så lang tid, gør det også at kaffen og sprutten, ikke er så gennemtrængende i smagen, som man godt kunne forestille sig. Dog bidrager disse ingredienser med den lækreste smag, som karakteriserer denne fantastiske dessert 😀 ..

Klik for større version.

Opskriften er til 5-6 personer

Ingredienser
2 past. æggeblommer
1 vaniljestang
1 dl. rørsukker
500 g. mascarpone
2 past. æggehvider
2 dl. afkølet stærk kaffe
1 dl. ameretto
(el. en god likør)
1 pakke ladyfingers*

Desuden
Mørk chokolade el. usødet kakaopulver
til pynt ved servering.

Fremgangsmåde
Start med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og ‘mos’ det sammen med en smule rørsukker, af den samlede mængde – så du får en tyk vaniljesukker.

Lav den stærke kaffe, så den kan stå og køle af, imens du tilbereder de øvrige elementer til desserten.

Pisk nu æggeblommerne med sukker og vanilje, til en tyk æggesnaps.

Tilsæt derefter mascarponen under fortsat piskning, til du får en ensartet og cremet masse.

I en anden skål piskes æggehviderne helt stive.

Rør forsigtigt mascarponecremen sammen med æggehviderne, til der ikke er flere klumper tilbage.

Vær obs på, ikke at piske alt for meget i cremen, således at du får pisket for meget luft ud af den.

Rør nu kaffen sammen med den alkohol, som du anvender til din dessert.

Find det fad eller form, som du vil anvende til din dessert og overtræk det evt. med husholdningsfilm, så du ved servering nemt kan tage det op af formen, for at skære stykker af desserten.

Jeg lavede desserten i en stor brød (rugbrøds) form.

Lav et lag af ladyfingers i bunden af formen, der først dyppes hurtigt i kaffeblandingen.

Derefter fordeles 1/3 del af mascarponecremen, over det første lag ladyfingers.

Lav igen et lag af kaffe-dyppede ladyfingers, efterfulgt af et lag mascarponecreme og gentag endnu en gang proceduren. Afslut med et lag mascarponecreme på toppen.

Dæk formen til, sæt den i køleskabet i ca. 24 timer og server stykker af den lækre tiramisu, med et drys af god mørk chokolade eller usødet kakaopulver på toppen.

Tip!
*Jeg anvendte en hel pakke ladyfingers, hvor der var omkring 24 stk. i.

Du kan i stedet for ladyfingers også anvende lagkagebunde. Dette giver naturligvis et mere ‘lagkage agtigt look og smag end ved anvendelse af ladyfingers – men smager stadigvæk super godt.

Se også opskriften på ‘Hindbærtiramisu’ lige HER.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*