Krydret kyllingelasagne med cheddarost

En super god lasagne, hvor den klassiske oksekød er skiftet ud med en gang mager hakket kylling. Synes den gør sig godt som alternativ i disse klimatier – og hvor vi gerne skal spise mindre kød i al almindelighed, men også gerne flere af de lyse kødtyper, hvis vi endelig skal spise kød. Den kan serveres med en god grov og mættende salat 😀 ..

Opskriften er til 8 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
1 spk. olivenolie
1 stort el. 2 mellemstore løg
3 store fed hvidløg
700 g. hakket kyllingekød (2 pakker)
3 store gulerødder
½ stor squash
70 g. tomatpuré (½ dåse)
Chiliflager, paprika, tørret
oregano, salt og peber

Bechamelsauce
50 g. rigtig smør
2 store spk. hvedemel
ca. 4 dl. mælk
2 dl. vand
Salt, peber og stødt muskatnød

Øvrigt
ca. ½ pakke lasagneplader
150 g. revet cheddarost

Fremgangsmåde
Start med at lave kødsovsen.
Skyl, pil og hak løget fint. Hvidløget pilles og rives eller hakkes fint.

Varm en tykbundet gryde op med olivenolie.
Når olien er blevet varm, svitses løg og hvidløg deri, til de er blevet gyldne.

Tilsæt nu kyllingekødet og rør jævnligt rundt i det, til det er blevet gennemstegt og har taget farve.

Imens det steges, skylles grøntsagerne. Squash og gulerødder rives groft på et rivejern. Svits grøntsagerne sammen med kødet, til det er ‘faldet lidt sammen’. Dertil tilsættes tomatpuréen, som røres grundigt rundt og får lov til at stå og stege lidt.

Nu tilsættes de hakkede tomater og rør igen godt rundt. Smag retten til med friskkværnet chili og peber, tørret oregano, paprika og salt.

Imens kødsovsen står og småsimrer, laver du bechamelsaucen:

Smelt smørret, tilsæt mel under omrøring – og tilfør nu mælk og vand. Lad det koge op og få en god tykkelse. Smag til med salt, peber og stødt eller friskrevet muskatnød.

Smag kødsovsen til en sidste gang, evt. med lidt mere chili, salt eller oregano.

Læg lasagnen i lag i et smurt ovnfast fad.
Start med lasagneplader – kødsovs – bechamelsauce – lasagneplader – kødsovs – lasagneplader og til sidst bechamelsauce.

Når den skal bages, giver du den ca. 20-25 minutter, i en forvarmet ovn ved 200 graders almindelig varme – og igen en 15-20 minutter, efter at cheddarosten er kommet på.

Lad den køle lidt af og servér den fx med en god salat eller brød dertil.

Tip!
Lasagnen bliver også helt sublim, hvis du laver den dagen før, at den skal spises. Har du ikke tiden til det, kan et par timer før også gøre underværker.

Velbekomme.
___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – Instagram HER – og Bloglovin’ HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*