Vaniljecupcakes med creamcheese frosting

Jeg har ofte stået og manglet den der perfekte vaniljecupcake opskrift, som kan bruges som grundopskrift til alle andre cupcakes, blot med andet fyld eller topping. Og så fandt jeg den endelig! Den er fra The Hummingbird Bakery og den er intet mindre end fantastisk! og endnu bedre, hvis du topper den med en lækker creamcheesefrosting som her! 😉 ..

Opskriften er til 10-12 stk.

Vaniljecupcakes med creamcheese frosting

Klik for større version.

Ingredienser
120 g. hvedemel
140 g. rørsukker
1½ tsk. bagepulver
1 knp. salt
40 g. smør (stuetemperatur)
1,25 dl. mælk
1 æg
Kornene fra ½ vaniljestang
1/4 tsk. vaniljeekstrakt

Frosting
300 g. florsukker
50 g. smør (stuetemperatur)
125 g. philadelphia naturel

Fremgangsmåde
Hvedemel, rørsukker, bagepulver og salt piskes sammen med det bløde smør, i en røreskål, til du har en smuldret masse. Deri piskes halvdelen af mælken.

I en anden røreskål piskes ægget med kornene fra en vaniljestang og vaniljeekstrakten. Dertil tilsættes den resterende mælk. Blandingen med de tørre ingredienser og æggemassen blandes nu forsigtigt. Undgå at piske for meget i den, da den hurtigt kan blive for sej.

Når du har en helt ensartet masse, der er glat og blank, fordeles den i 10-12 forme. Vær opmærksom på, at de ikke skal fyldes helt op, da de hæver op.

Bag dem midt i ovnen ved 170 grader, ved almindelig varme i 20-25 minutter, eller til de er faste og gyldne i farven. Når der er gået 18-20 minutter, kan du prøve at stikke i dem – sætter der sig ikke rå dej på, er de færdigbagte.

Lad dem køle af på en bagerist.

Gå i gang med frostingen: Smørret piskes med florsukkeret, til du får en smuldret masse. Deri tilsættes Philadelphiaen, under piskning. Undlad at piske for længe, da frostingen godt kan blive meget blød i det. Så stop, så snart du har en fast og ensartet konsistens.

Tilsæt evt. lidt pastafarve, hvis du ikke bare vil have en hvid frosting. Top først dine cupcakes med frosting, når de er helt afkølet. Hæld frostingen i en sprøjtepose, f.eks med en lille stjernetyl.

Pynt dine cupcakes og opbevar dem gerne på køl. Tag dem evt. ud ca. 5 minutter før de skal spises.

Tip!
Kagerne bliver bestemt ikke mindre gode af, at du opbevarer dem på køl, f.eks efter at du har toppet dem med frostingen. De forbliver luftige, lækre og svampede i et par dage efterfølgende, hvis de holder så længe 🙂

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*