Mormormad: Farserede porrer

De her retter eller tilbehørsformer, som jeg ofte kategoriserer som ‘mormorretter’, kan altså noget. Om det er med det klassiske tilbehør, i form af kogte kartofler, brun sovs og surt, eller om det er med en god salat og/ellers nogle gode ovnkartofler, smager det altså bare godt og må bestemt ikke gå i glemmebogen. 😀 Jeg har som altid bare lavet min fars på havregryn, for at få flere fuldkorn ind i retten. Men du kan sagtens bare anvende hvedemel i stedet.

Opskriften er til 4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
500 gram hakket kalv og flæsk
1 mellemstort løg
1 dl. havregryn
1 mellemstort æg
1 dl. vand eller mælk
Salt og frisk kværnet peber

2 mellemstore porrer (cirka 300 gram)
– snittes til 8-9 forholdsvis lige store stykker

Smør og/eller olie til stegning

Fremgangsmåde
Start med at røre farsen, så den lige kan nå at stå og trække lidt, inden de farserede porrer, skal formes og steges.

Farsen røres med ovenstående ingredienser, samt med revet/fintsnittet løg. Rør den sej, og lad den stå og trække, imens at porrerne ordnes.

Skyl porrerne grundigt, så du er sikker på, at der ikke længere er jordrester deri. Skær det grimmeste fra toppen og bunden fra – og skær dem ellers i nogenlunde lige store stykker (brug også det grønne fra toppen), så du har 8-9 stykker i alt.

Farsen deles i tilsvarende farsklumper, så du er sikker på, at du har nok til alle porrerne. Rul farsen ud, eller om porrerne, så de er godt dækket.

Varm en pande op med en god olie og/eller lidt smør. Steg dem gyldne og færdigt på panden, til de er møre – eller færdigbag dem i ovnen, så sparer du også tiden ved komfuret.

Klargør tilbehøret dertil og servér.

Tip!
Kunne også sagtens forestille mig, at man kunne lave retten her med hakket kyllingekød, hvis man ikke er så meget til svinekød. Du skal nok blot tilføje lidt mere stivelse, da hakket kyllingekød ofte er lidt mere ‘vådt’ og fedtet at arbejde med.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*