Italiensk inspireret rullesteg med urter & citron

Denne fantastiske smagfulde steg er langtidsstegt (ultra mør) og uden svær. Det er meget populært at lave den med svær, af gode grunde 😉 men jeg har valgt at tilsætte bacon ind i i stedet for. Kombinationen af den sprøde bacon, øko citron, hvidløg og friske urter er ganske enkelt uimodståenligt. Køb svineslaget ved din lokale slagter og bed ham eventuelt om at ridse det for dig.

Opskriften er til 4 portioner

Rullesteg med urter, bacon og citron

Klik for større version.

Ingredienser
Svineslag á ca. 1000 g.
1 pakke røget bacon i tern
1 mellemstort bundt bredbladet persille
Skallen af 1 øko citron
4 fed fintrevet eller hakket hvidløg
2-3 spk. olivenolie af god kvalitet
1-2 tsk. havsalt og frisk kværnet peber

Desuden
Madlavningssnor til at rulle stegen med

Fremgangsmåde
Start med at ridse slaget med en skarp kniv, hvis du ikke har fået slagteren til det. Baconet svitses til det er sprødt og lægges på et stykke fedtsugende papir.

Urterne skylles grundigt, nippes og hakkes fint. Rør urterne med olie, skallen af øko citronen, den revede hvidløg og godt med havsalt og frisk kværnet peber.

Den sprødstegte bacon fordeles på slaget og derpå gnubbes og fordeles urte-blandingen.

Nu rulles slaget meget stramt på den korte led og bindes ind med madlavningssnor.

Idet jeg ikke havde svær på mit svineslag, valgte jeg lige at brune stegen på den varme pande, som jeg havde stegt baconet på. Dette kan dog undlades, hvis du har svær på din steg.

Sæt stegen på en rist (gerne med et fad eller bradepande under) midt i ovnen og langtidssteg den i 3,5-4 timer. Afslut gerne med lige at give stegen grill funktionen i ovnen.

Tag den ud af ovnen, lad den trække i 10 minutters tid og skær den i ½-1 cm. tykke skiver. Min steg var rosa og saftig indeni og blev serveret med klassisk julemiddags-tilbehør.

Tip!
I stedet for det fyld som jeg har anvendt, kan du eksempelvis også anvende en god tyk pesto, andre former for urter, soltørrede tomater og/eller en helt anden blanding.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*