Retro klejner med citron & vanilje

Der er bare noget over de der retro julekager. Det er for mig bare er essensen af jul. Det gælder blandt andet klejner, som jeg husker at have hjulper min bedstemor med at lave – det bringer gode minder frem i den dejlige tid som julen jo er. Opskriften på disse klejner fandt jeg faktisk i ‘God Mad’-grundkogebogen, som jeg har justeret lidt på, men de er FANTASTISKE! både i smagen og i nemheden i at lave dem. Det kræver sin tålmodighed, når de skal steges, så derfor kan man snildt være to om projektet – én der streger og en der laver klejner af dejen. Det er til gengæld det hele værd, når man står med et bjerg af lækre og smagfulde klejner, som man kan bruge til julen 😀 ..

Hjemmelavede klejner2

Klik for større version.

Opskriften er til ca. 100 stk.

Ingredienser
125 g. smør
500 g. hvedemel
2 dl. sukker
1 spk. god vaniljesukker
1 nip salt
Fintrevet skal af 1 lille øko citron
3 mellemstore æg
3 spk. mælk eller fløde

Til kogning
1 liter smagsneutral olie eller
2 pakker palmin (kokosfedt)

Fremgangsmåde
Start med at skære det kolde smør i mindre stykker, som smuldres sammen med melet til det ligner revet ost.

Deri tilsættes sukker, vaniljesukker, en lille drys salt og revet citronskal, som røres godt sammen.

Æggene piskes ved siden af og blandes med mælk eller fløde. Nu blandes dette med mel-blandingen, til det har en ensartet masse. Dette kan du enten gøre med helt rene hænder eller med en køkkenmaskine.

Når du har en let klæbrig og ensartet dejklump, dækkes den til og sættes på køl i godt en times tid.

Dejen tages ud af køl og æltes på et meldrysset bord. Derpå rulles dejen ud, hvor den skæres med en kagespore med et rillet mønster. Har du ikke sådan én, kan du blot bruge en pizzaskærer eller en alm. kniv.

Dejen skæres i 10 cm. lange strimler, der er godt 1½-3 cm. brede. Midt på strimlerne laver du en 2 cm. stykke, hvor dejstykket kan trækkes ind igennem, så du kan lave fine klejner. Vil du have dem helt spidse i enderne, skæres de til.

Efterhånden som du får lavet nogle stykker, sættes fedtstoffet over i en stor gryde, så det bliver godt varmt. Det er vigtigt, at det er 180 grader varmt, inden klejnerne kommes i, så de får den rette sprødhed. Tjek efter med et stegetermometer. Jeg anvendte palmin (kokosfedt) da jeg synes, at det giver den bedste smag til klejnerne.

Sørg for ikke at koge for mange sammen af gangen (max 3-4 stk), da temperaturen ellers vil falde under de 180 grader eller koge over.

Lad dem blive gyldne og vend dem gerne med en gaffel eller en hulske. Læg dem på en bradepande eller fad med fedtsugende papir til de er helt afkølet.

Tip!
Er du ikke til de helt klassiske klejner, kan du eksperimentere med smagen af disse – eksempelvis kan du tilsætte lidt lakridspulver, stødt kardemomme, kanel eller mere vaniljesmag til dejen.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*