Sundere ‘kyllingenuggets’ med hjemmerørt hvidløgsmayo

Lækreste ‘syndige’ snack eller som sundere fastfood, med de saftigste sundere nuggets, som dyppes i en god hvidløgsmayonnaise eller du kan bruge begge dele i en burger eller wrap sammen med en masse salat. Bestemt ikke dumt, som et sundere alternativ – men det er jo bare min ydmyge mening 😀

Opskriften er til 4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
200 g. god mayonnaise
2 fed hvidløg
ca. ½ tsk. lys eddike el. citronsaft
Salt og friskkværnet peber

3 ferske kyllinge brystfilet
1 sammenpisket æg + lidt vand
150 g. grovvalsede havregryn
(bland havregryn med rug og/el. speltflager)
Havsalt og frisk kværnet peber

Desuden
Olie til stegning

Fremgangsmåde
Start med at lave hvidløgsmayonnaisen.
Rør mayonnaisen med friskpresset eller revet hvidløg og smag det til med eddike eller citron, salt og peber.

Er du super overskudsagtig, laver du selvfølgelig bare mayo’en fra bunden.

Når du er tilfreds med styrken af hvidløget og det harmonerer med syren deri, dækker du den til og sætter den på køl.

Nu til kyllingen;
Vend havregrynene sammen med havsalt og den frisk kværnet peber. På et skærebræt skæres kyllingebrysterne over på den lange led, så du får 6 flade filetter.

Skær dem nu over i lange strimler, og læg dem i en skål.

En pande varmes godt op imens at kyllingen først dyppes i æg, som evt. røres med lidt vand, for at øge massen – og derefter i havregryn, for at grynene bedre kan hænge fast. Læg dem derefter over på en ren tallerken.

Gentag processen til der ikke er mere kylling.

Hæld olie på panden og steg kyllingen ved middelhøj varme, til de er sprøde og gyldne. De skal ikke steges ret længe, da de hurtigt bliver gennemstegt og derfor let kan blive tørre i kødet, idet de er skåret i så tynde skiver.

Hæld lidt mere olie på, hver gang at der kommer et nyt hold kylling på panden, til du har stegt det hele.

Tip!
Server nu kyllingestykkerne med den lækre mayo – og gerne i en tortillapandekage med en masse grønt deri. Eller som en lidt anderledes burger. Det tænker jeg bestemt heller ikke ville være så tosset faktisk 😉

Velbekomme.
___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – Instagram HER – og Bloglovin’ HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*