Fuldkornspizza med chorizo, gedeost & ruccola

Hjemmelavede pizzaer smager i min verden, så meget bedre, end dem man kan købe på pizzeriaerne, dybfrosne eller lignende – og så er de også sundere. Det kan være ganske okay, en gang i mellem, men skal det være ekstra lækkert, laver jeg dem altid selv. Gerne med en god og sprød fuldkornsbund og med noget godt fyld. Her er en ny variant; med en god hjemmelavet grøn pesto, gedeost, spansk chorizo og ikke mindst grønt. En super lækker kombination, af den krydrede chorozo og gedeost! 😉

Fuldkornspizza med chorizo og ruccola (2)

Klik for større version.

Opskriften er til 2 almindelige pizzaer

Ingredienser
1 portion fuldkornspizzadej (se HER)
ca. 2 dl. hjemmerørt tomatsauce*
ca. 200 g. revet mozarella
80 g. chorizo i skiver
200 g. cremet gedeost (gerne i rulle)
4-6 spk. god grøn pesto
ca. 1 bakke frisk ruccola el. babayleaves

Fremgangsmåde
Slå en dej op, efter anvisning i ovenstående opskrift, eller med din yndlings pizza-dej opskrift.

Forvarm ovnen til 225 grader, med en-to pizzastene deri, så de kan blive godt varme.

Efter dejen har hævet (gerne længere, end der står i opskriften) – formes den til 2 lige store pizzaer.

Fordel pizzaerne på de nu rygende varme pizzastene, hvorpå tomatsaucen smøres ud. Top pizzaen med en god revet ost, chorizo i skiver, gedeost og lidt god pesto.

Bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter, til kanten er blevet sprød og osten er smeltet. Imens skylles salaten, som slynges eller duppes tørt.

Tag pizzaerne ud af ovnen, lad dem køle let af, top dem med salat og server dem, f.eks med en god råkostsalat og/eller lidt gnavegrønt. Det kan også helt undlades 😉

Tip!
*Til tomatsaucen, anvendte jeg 1 ds. tomatkoncentrat (140 gram), som jeg rørte op med vand, til den har en god konsistens (den samlede mængde, svarede til ca. 2-2½ dl.). Dette rørte jeg op med lidt hakket hvidløg, tørret oregano, havsalt og frisk kværnet peber. Kan anvendes med det samme.

Se også: Kartoffelpizza med pesto HER, fuldkorns vegetarisk pizza HER, Serrano/svampe & ruccola pizza HER. Find mange flere pizzaopskrifter på bloggen, ved at søge på ‘pizza’ i søgefeltet på forsiden.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*