Marrokansk tagine med mørt oksekød, kartofler og dadler i en skøn krydret sovs

Det her, er én af de der gode simreretter, som får hele huset til at dufte af krydderier – så man kan gå og glæde sig til retten er færdig 😀 Det er en super dejlig ret, som indeholder utrolig meget smag fra de marokkanske krydderier og som harmonerer super godt, sammen med det møre kød, og de øvrige ingredienser i retten. Men sørg for, at du har god tid til at lave den – god mad tager jo bare tid nogen gange 😉 ..  

Opskriften er til 4 mellemstore portioner

Klik for større version.

Ingredienser
600 g. oksekød i tern
2 spk. olivenolie
4 spk. ‘ras el hanout’ krydderiblanding*

2 spk. olivenolie
2 mellemstore løg
2 fed hvidløg
1 tsk. spidskommen
1 tsk. koriander
En anelse chili
1 ds. tomatpuré
7 dl. oksefond eller bouillon
2 mellemstore kartofler grove tern
250 g. gulerod i tykke skiver
1 dåse forkogte kikærter
100 g. tørret frugt – fx hakkede dadler eller abrikoser
Salt og frisk kværnet peber

Server retten med..
Couscous eller bulgur
Persille og/eller koriander til at drysse over
Hakkede mandler

Fremgangsmåde
Start med at lægge kødet i marinade, med krydderiblandingen og en anelse olie, i 2-3 timer, allerhelst natten over.

Løg og hvidløg pilles og hakkes fint. Kartoflerne og gulerødderne skrælles og skæres i rustikke stykker.

Varm en stor gryde op med olivenolien deri. Svits løg og hvidløg af, sammen med krydderierne, til løgene bliver glasklare. Svits kødet med, til det får en god stegeskorpe og dernæst tomatpuréen og bouillonen/fonden. Lad det koge i en times tid.

Hæld vandet fra kikærterne og skyl dem grundigt.

Tilsæt så kartofler, gulerødder, kikærterne og det hakkede tørrede frugt, som koges med i gryderetten i yderligere 30-45 minutter, til kartoflerne og gulerødderne er møre. Kødet skulle gerne være mørt, ellers får retten lov til at simre lidt længere.

Smag saucen til med frisk kværnet salt og peber – og evt. en anelse mere ‘ras el hanout’ – og/eller chili efter smag.

Retten serveres med couscous, bulgur, hakkede mandler og friske urter.

Tip!
*Ras el hanout betyder ‘hvad køkkenet har at byde på’. Det er en lækker krydderiblanding som ofte kan købes hos grønthandlerne og består af en blanding af; peber, kanel, fennikefrø, nelliker, koriander, spidskommen, muskat, ingefær, kardemomme og allehånde og er dermed en god blanding af alle de lækre varme krydderier, som det afrikanske og makrokanske køkken har at byde på.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*