Smagfuld glögg essens med masser af julekrydderier

Det er stærkt undervurderet, hvor godt hjemmelavet glögg essens eller ekstrakt smager! 😉 Denne variant er bestemt ikke alkoholfri, som mange af dem man kan købe er; til gengæld er der gang i smagen, fra citrusfrugterne, de mange krydderier og ikke mindst alkoholen. Sørg derfor for, at vælge noget godt alkohol, så det ikke er de helt billige varianter, du laver din glögg på. 

Opskriften er til 1 stort glas

gloegg-ekstrakt

Klik for større version.

Ingredienser
3 dl. friskpresset appelsinsaft (øko)
(gem appelsinerne til lagen)
1 vaniljestang
200 g. rørsukker
200 g. brun farin
½ tsk. revet muskatnød
5 kanelstænger
20 hele nelikker
1 tsk. kardemommefrø
15 peberkorn
2 cm. ingefær i skiver
2 lime i skiver
1 dl. snaps
1½ dl. rom
6 dl. portvin

Fremgangsmåde
Start med at skylle appelsinerne og presse saften fra dem. Hæld saften i gryden sammen med indholdet fra vaniljestangen, den tomme vaniljestang samt de øvrige ingredienser, på nær de forskellige slags alkohol.

Lad det koge op, til sukkeret er opløst. Tag det af varmen og lad det køle let af. Tilsæt alkoholen under omrøring.

Appelsinerne som du har presset saften ud af, indeholder stadigvæk masser af smag, så de skæres i mindre stykker og hældes i et stort – eller flere små – skoldede ilttætte glas.

Deri hældes den lune glögg essens – den skal altså ikke sigtes, da der er masser af god smag, som skal stå og give glöggen en god smag i trækketiden.

Luk glassene godt til og lad det køle let af, inden de sættes på køl i 1-3 uger. Jeg lover, at det er ventetiden værd 😉

Sigt essensen og pres saften ud af citrusfrugterne, så al smagen kommer med ud. Hæld det på skoldede flasker og opbevar det på køl.

Efter trækketiden…
Lun 2 dl. rødvin til ½ dl. essens – pr. person. Det må helst ikke komme op og koge – med mindre, at målet selvfølgelig er, at alkoholen skal fordampe 😉

I glögg blandingen, hældes lige dele hakkede mandler og rosiner. Server det – fx sammen med nogle hjemmelavede æbleskiver (se inspiration HER)

Tip!
Hvis du ønsker din essens alkoholfri, kan du alternativt bare lave hele den første process, uden at tilsætte alkoholen til sidst. Sæt den på køl i 1-3 uger – sigt den – og nyd den, ved at blande den op med en god vin her, eller undlad det helt.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*