Smagfulde kyllingefrikadeller

Hakket kyllingekød er ud over at være ret fedtfattigt også mild i smagen. Kyllingekødet er velegnet til at kunne lave lækre og smagsfulde retter med – netop fordi man kan kombinere med det så mange forskellige råvarer. Her er der nogle vildt lækre kyllingedeller, med masser af smag fra friske urter, grøntsager, hvidløg, fetaost og soltørrede tomater. De kan serveres helt simpelt med et stykke groft rugbrød, en let salat eller som en del af et større hovedmåltid 😉 ..

Opskriften er til 12-16 stk.

Kyllingefrikadeller1

Klik for større version.

Ingredienser
400 g. hakket kyllingekød
1 mellemstort løg
2 fed hvidløg
½ fintrevet grøn squash
75 g. fetaost
5-6  store soltørrede tomater i olie
½ mellemstort bundt persille
1 æg
4-5 spk. finvalsede havregryn
Havsalt og frisk kværnet peber

Desuden
Smør og olivenolie
til stegning

Fremgangsmåde
Start med at pille både løg og hvidløg – skyl dem og hak dem fint eller riv begge dele på et rivejern. Squashen skylles og rives ligeledes fint.

Fetaosten smuldres eller skæres i små stykker og derefter hakkes de soltørrede tomater i fine små stykker.

Til sidst skylles persillen grundigt og hakkes fint.

Nu røres farsen af alle de forberedte ingredienser, sammen med æg, havregryn samt godt med salt og peber.

Dæk farsen til og lad den trække i køleskabet i 1-2 timer.

Prøvesteg en frikadelle – hvis ikke du er meget for at smage på den rå fars – for at smage om den smager af ‘nok’ salt og peber, eller om der skal tilsættes yderligere.

Steg frikadellerne i halv mængde rigtig smør og halv mængde olivenolie, til de får en fastere konsistens og er gyldne på begge sider.

Vær opmærksom på, at de ikke får for meget varme og dermed bliver for mørke i farven.

Server dem lune, evt. sammen med en let og lækker salat samt ovnstegte kartofler og en krydret tzatziki.

Tip!
Du kan f.eks også tilsætte revet gulerod eller andre revede rodfrugter i farsen. Det giver ikke blot en super god smag og mætter mere, men gør også frikadellerne sundere, med flere fiber, plus at det er en super god måde at ‘skjule’ grøntsagerne i maden på.

Farsen til disse kyllingedeller er også helt perfekt som kødbollefars eller som kyllingebøffer til en burger eller som selvstændigt tilbehør til en ret. 😉

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*