Hindbær-tiramisu med karamel likør

Dette er en anderledes måde at lave Tiramisu på end man normalt laver den helt klassiske af slagsen. Denne udgave er frisk i smagen og har en rigtig sommerlig farve, og smager mindst ligeså godt som den helt “normale” tiramisu. Prøv den og server den med friske hindbær og 70% hakket chokolade.. 

Opskriften er til 4-6 personer

Ingredienser
300 g. frosne hindbær
3 spk. sukker
1½ pakke Lady-fingers (italienske småkager)
½-1 dl. karamel – el. amaretto-likør
1 lille bakke friske hindbær

250 g. Mascarpone
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
100 g. florsukker
1 vaniljestang
2½ dl. piskefløde

Desuden
Usødet kakaopulver til drys

Fremgangsmåde
Giv de frosne hindbær et hurtigt opkog sammen med likøren og 2 spk. sukker. Lad derefter hindbær-blandingen køle af, til det skal anvendes.

Tag vaniljekornene ud af vaniljestangen med en skarp urtekniv, og mos det ud sammen med 1 spk. sukker, til du har en lækker tyk vaniljemasse.

Pisk æggeblommerne stive med florsukker og vanilje til en tyk ægge-snaps. Tilsæt Mascarponen og pisk det ud, til du har en ensartet masse.

I en anden skål piskes æggehviderne stive og i en 3. skål piskes fløden til skum, men uden at det bliver fuldstændigt stift.

Flødeskummet blandes forsigtigt med ægge-massen, til du igen har en ensartet masse. Derefter tilsættes æggehviderne.

Find det fad som du vil lægge desserten sammen i. Start med at lave et lag med Ladyfingers, hæld halvdelen af hindbær-massen over.

Dertefter hælder du halvdelen af Mascarpone-cremen over, og gentager processen. Det øverste lag i desserten skal altså være Mascarpone-creme.

Lad desserten trække i køleskabet i 5-6 timer eller natten over.

Lav en tallerken anretning og drys med finthakket 70% mørk chokolade eller et fint lag kakao-drys og friske hindbær ovenpå desserten.

Tips
I stedet for Ladyfingers-småkager kan du alternativt anvende almindelige lagkagebunde. Det giver et pænt resultat, men med et mere lagkage-agtigt look end en Tiramisu normalt har.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*