Svampet æblekage med marengslåg

Dette er en nem, lækker og ikke mindst en perfekt efterårs-kage, med æblerne i midten og med en sprød marengs top. Whats not to like? 😉  Derudover kan den holde sig på køl i et par dage, hvor den stadig bevarer friskhed, smag og den lækre konsistens, hvis den hele ikke skulle blive spist i første omgang 😀 ..

Opskriften er til 6-8 personer

aeblekage-med-marengslaag-7

Klik for større version.

Ingredienser
3 æggeblommer
125 g. rørsukker
1 vaniljestang
100 g. ‘rigtig’ smør
125 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ dl. mælk

4 søde/let syrlige æbler

3 æggehvider
250 g. rørsukker

Fremgangsmåde
Start med at dele æggene. Vær grundig med, at der ikke kommer nogle rester af hverken blomme, skaller eller noget andet, ned til hviderne, da de ellers ikke vil kunne piskes stive senere.

Smelt smørret i en lille kasserolle og lad det køle af, imens du begynder på kagen. Forvarm ovnen til 200 grader, ved almindelig varme.

I en anden skål piskes blommerne sammen med indholdet af en vaniljestang samt sukkeret til en hvid skummende, cremet og luftig masse.

Tilsæt nu lidt efter lidt smørret under omrøring skiftevis med hvedemel og bagepulveret.

Til sidst røres mælken i og dejen, hvorefter den fordeles i en smurt 24 cm’s springform.

Skær æblerne ud i små både og skær kernehuset fra. Fordel æblerne i kagedejen, tryk dem gerne lidt ned i dejen.

Bag nu kagen midt i ovnen i ca. 20 minutter, til kagen begynder at blive gylden på toppen.

Imens piskes æggehviderne stive og forsigtigt tilsættes rørsukkeret, under piskningen, til du får en sej og cremet marengsmasse.

Tag kagen ud af ovnen og fordel marengsen ligeligt over kagen.

Bag kagen i yderligere 15-20 minutter, til kagen har fået en gylden og sprød top.

Når kagen er færdig, skal den køle af på en bagerist, til den er helt afkølet og den kan derefter sættes på køl, eller serveres med det samme.

Server kagen med en klat cremefraiche eller flødeskum, da den godt kan være lidt sød i det uden en form for tilbehør.

Opbevar kagen på køl, for at forlænge friskheden og holdbarheden.

Tip!
Prøv at vende æblerne i lidt stødt kanel, før de fordeles over kagen – dette vil give kagen en lidt mere jule-agtig smag, og ville dermed være perfekt til en kold efterårsaften eller i julemåneden..

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*