Rød spidskålssalat med granatæble & valnødder

Her om vinteren er jeg stor fan af at lave en masse forskellige salater af forskellige kåltyper, frem for sovs og kartofler eller de efterhånden klassiske ovnbagte rodfrugter som tilbehør. Det er både nemt at lave, det mætter rigtigt godt, og så er kål jo rig både på fibrer, men også på mange forskellige gode vitaminer og mineraler..

Opskriften er til 2 mellemstore portioner

Rød spidskålssalat med appelsin og valnødder

Klik for større version.

Ingredienser
½ mellemstort rødt spidskål
½ granatæble
1 moden appelsin
1 alm. bundt kruspersille
1 håndfuld valnødder

Sennep/honning dressing
2 spk. olivenolie
1½ tsk. dijonsennep
1 spk. honning
2 tsk. hvid balsamico eddike
Salt og peber

Fremgangsmåde
Fjern de yderste blade på spidskålen, hvis de er grimme eller skadet. Skyl kålen og skær det midt over.

Snit det fint, på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Når du når til stokken, skæres den fra, og resten snittes ligeledes.

Skær granatæblet midt over, kun lige i kanten rundt, så du kan vride det fra hinanden, uden at skære kernerne over.

Find en grydeske el. en stor spiseske, samt en røreskål. Vend skærefladen nedad i hånden, så kernerne falder ned i skålen, når du banker med skeen, på skallen af granatæblet. Fjern den hvide hinde, hvis den er røget med ud, fra granatæblet.

Skær toppen og bunden af appelsinen og skær kun det yderste af skallen. Selve appelsinen skæres i filetter og saften presses ud af det resterende appelsin, samt af skallen.

Persillen skylles og hakkes fint – valnødderne hakkes groft.

Rør en dressing af olie, sennep, honning og balsamico, samt salt og peber. Når den er smagt til, så du selv synes den smager godt, blandes den med den røde spidskål.

Tilsæt appelsinsaft, filetterne, granatæblet, persille og valnødder.

Lad den trække lidt, hvis der er tid til det. Ellers kan du sagtens servere den med det samme.

Tips
I stedet for rød spidskål, kan du anvende rødkål, eller andre lysere kåltyper.

Det gode ved spidskål, er at det er en ‘lettere’ og knap så rustik og grov kål, ift. rød -eller hvidkål. Den er stadig super sund, men jeg føler bare, at den er nemmere at arbejde med.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*