Mørbradbøffer i fad – med cremet flødesauce, champignon & bacon

Retter som denne, er det som jeg vil kalde BRUN mad! Det er bare ikke særligt nemt at få til at fremstå spændende! 😀 det er faktisk overhovedet ikke INSTA-VENLIGT.. Men comfortfood, skøn dansk mad, eller hvad du vil kalde det – er nemt at lave, er noget alle kan lide det og så smager det bare dejligt! 😀 Og så går man bare aldrig rigtig galt i byen med at blande svinemørbrad, bacon, champignoner og fløde 😉 …

Opskriften er til 3-4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
1 mellemstor svinemørbrad
1 dl. hvedemel + salt og peber
Smør og olie til stegning

200 g. røget bacon i tern
1 mellemstort løg
250 g. friske champignons
3 mellemstore forårsløg
2½ dl. madlavningsfløde 9%
4 dl. minimælk
1 lille bt. nippet frisk timian – el. 2 tsk. tørret timian
Frisk kværnet salt og peber

1 tsk. maizena
2 tsk. koldt vand
Evt. en anelse madlavningskulør

Tilbehør: Kogte basmatti ris

Fremgangsmåde
Start med af afpudse og ordne mørbraden. Skær den i nogenlunde lige tykke skiver (1 cm. tykke cirka) – bank dem tynde og vend dem til sidst i en blanding af hvedemel, salt og peber.

Steg dem på en varm pande i en blanding af smør og olie – eller bare olie, hvid du ikke har smør. De skal kun lige brunes på panden, ikke noget med at stege dem færdigt – de skal også ind i ovnen efterfølgende.

Læg dem i et ovnfast fad.
En gryde varmes godt op og deri sprødsteges de røgede bacontern. Imens det steger, ordnes løget og forårsløgene og skærs i små stykker. Rør rundt ind i mellem.

Når baconet er færdigstegt, tages de fra og lægges på fedtsugende papir. Derefter bruger du lidt af baconfedtet til at stege løgene i. Imens løgene steges glasklare, ordnes champignonerne og skæres i både eller skiver. Lige inden løgene er færdigstegte, steges champignonerne og timianen med, til det hele er blevet gyldent og afgiver en dejlig duft.

Deri hældes madlavningsfløde og mælk og der krydres med salt og peber. Tilsæt evt. en smule madlavningskulør.

Kog det let op og rør en smule maizena og vand sammen, så sovsen bliver let jævnet. Smag den godt til – evt med mere timian, salt eller peber. Og når den har været oppe og koge og har fået en lidt tykkere konsistens, kan den hældes over mørbradbøfferne.

Sæt fadet ind i en forvarmet ovn og bag det i 15 minutters tid, imens risene koger, til kødet er blevet gennemstegt.

Tip!
Jeg kunne også godt forestille mig, at det ville smage godt at lave retten med kylling eller kalkun.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*