Nemme pandestegte hvidløgsbrød: Perfekte til tapas eller grillmaden

De her lækre pandestegte hvidløgsbrød er såååå lækre og minder mig så meget om barndom og alle de år vi boede i syden. Der fik man dem alle steder, som en slags appetizer – eller som en del af den spanske tapas, mega lækkert! Derudover, fik vi dem også ofte derhjemme, hvor min mor lavede dem. Mums 😛 Det er egentligt nemt at lave; du tager et godt flute, skærer det ud i mindre stykker og så smører du rigelige mængder god hjemmelavet hvidløgssmør på, og pandesteger det, til det bliver godt gyldent.. Behøver jeg at sige mere? 😉 ..

Opskriften er til 4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
1 stort baguette (fx bakeoff)
120 g. rigtig smør
2 mellemstore fed hvidløg
1 alm. lille bt. persille

Fremgangsmåde
Start med at tage smørret ud i god tid, så det kan blive blødt og det er til at arbejde med.

Smørret røres grundigt sammen med finthakket persille og fintrevet/presset hvidløg, samt evt en anelse frisk kværnet peber.

Skær flûtet over på den lange led og derefter i 4-6 nogenlunde lige store stykker. Fordel hvidløgssmørret ligeligt på brødet og steg dem på en god varm pande, med skærefladen nedad.

Du vil nok opleve, at du synes, at det er meget smør, der pludselig er på panden. Men brødet suger det hele igen. Vend dem, når brødet på skærefladen er blevet godt gyldent og sprødt – og gentag processen på den anden side – samt med de andre stykker brød.

Sørg for ikke at stege mere end 3-4 stykker af gangen, så du kan holde en god høj temperatur på panden.

Tip!
Server dem med det samme, så de ikke står og bliver for bløde i det.

Hvis du har et daggammelt flûte liggende, som du synes efterhånden er ret kedeligt – så lad vær med at smide det ud, det er helt perfekt til dette formål.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*