Cremet risotto med tigerrejer & grønne asparges

Risotto er en af de ting der altid ser langt fra ligeså lækkert ud som det rent faktisk smager. Denne risotto er super lækker med kombinationen af de lidt krydrede kæmperejer og de sprøde grøntsager og smagen af parmesan og hvidvin. Det gode ved risotto er at næsten ligegyldigt hvad du tilsætter af fyld, vil det næsten aldrig komme til at smage skidt. Varier sammensætningen af fyldet efter smag og sæson..

Opskriften er til 3-4 personer

Risotto med kæmperejer og asparges

Klik for større version.

Ingredienser
2 dl. risotto ris
5 dl. grøntsagsbouillon el. fond
1 dl. god hvidvin
250 g. tigerrejer
½ grøn squash
1 bundt grønne asparges
250 g. friske champignoner
1 stort løg
2 fed hvidløg
50 g. parmesan
evt. frisk persille til drys

Fremgangsmåde
Start med at koge risotto-risene op sammen med halvdelen af vinen og ca. 1/3 del af bouillonen/fond, over middelhøj varme.

Er risene ikke møre, efter væsken er kogt væk, tilsæt da mere bouillon/fond og hvidvin. Fortsæt, indtil risene stadigvæk har en anelse bid, men er færdigkogte.

Imens risene koger, skylles og ordnes alle grøntsagerne og skæres i mundrette stykker.

Når væsken endnu en gang er kogt væk, smager du på risene for at finde ud af om de nu er møre. Er de stadigvæk ikke helt møre, gentages processen med at tilsætte mere væske.

På en varm pande svitses rejerne i lidt olie, salt, peber, lidt chiliflager og/eller lidt fintrevet hvidløg – ved høj temperatur.

Du skal ikke stege rejerne i ret lang tid, da de hurtigt bliver gennemstegt og tørre. Så vend dem hurtigt på panden og tag dem af igen.

På den varme pande svitses grøntsagerne lynhurtigt – så de stadig bibeholder den sprøde konsistens, men også når at blive varme. Champignonerne skal dog gemmensteges.

Riv parmesanen fint og rør den i risene, så retten bliver cremet. Riv hvidløget og rør det ligeledes i risottoen, hvorefter grøntsager og rejer tilsættes til risene. Et par af rejerne kan gemmes, til at toppe retten med.

Lad risottoen stå og simre lidt på blusset i et par minutter, ved svag varme. Smag den til med havsalt og frisk kværnet peber.

Server retten med det samme og drys evt. med lidt skyllet, friskhakket persille.

Tips
Rejerne kan erstattes med kylling og/eller en anden form for fyld eller grøntsager, hvis det er at foretrække.

Grøntsagerne kan klargøres og svitses på forhånd, så de blot skal tilsættes til risottoen, når risene er klar.

Ønsker du at lave en grovere udgave af denne risotto, kan du evt. lave ½ mængde ris, samme mængde væske at koge dem i – men så tilsætte 1-2 dl. forkogte spelt el. rugkerner når risene er kogt. Se også “grov risotto med svampe

Velbekomme.

Share

Comments

  1. Peter Jensen says:

    Det var dog en forfærdelig opskrift, som intet har med risotto at gøre. Det tangerer jo blasfemi at kalde denne gryderet for risotto!

    • linelomholt says:

      Det var da skønt med noget feedback herinde. Nu hvor du mener, at retten er forfærdelig og du kender opskriften på den perfekte risotto (?), kunne jeg da godt tænke mig at høre, hvilke forslag du har, til at gøre retten bedre, samt hvad der ikke fungerede? 🙂

  2. Anja Keinicke says:

    Vi har lavet denne Risotto mange gange og synes den smager SKØNT
    Har haft inviteretgæster til at smage som roste den meget så vi har optur over opskriften

Speak Your Mind

*