Lun couscousret med kylling, urter & granatæble

Aftensmden må gerne være sund, nem at gå til og ikke mindst, være velsmagende. Denne ret, var oprindeligt en salat, som jeg fremtryllede til en lun hovedret. Den smager super godt, har en let krydret smag, der går super godt sammen med de søde granatæblekerner 😉 ..

Opskriften er til 2 mellemstore portioner

Lun couscous salat med kylling

Klik for større version.

Ingredienser
2 dl. couscous
4 dl. kogende vand
1 spk. olivenolie
Salt og frisk kværnet peber

350 g. kyllingefilet
1 mellemstort granatæble
1 håndfuld bredbladetpersille
½ bundt forårsløg
1 håndfuld ristede mandler
6 abrikoser

Dressing
3 spk. olivenolie
½ tsk. gurkemeje
½ tsk. madras karry
2 cm. frisk ingefær
2 fed hvidløg
chiliflager, salt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Klargør alle ingredienserne og hæld couscousen i en lille kasserolle sammen med salt, frisk kværnet peber, olivenolie og kogende vand.

Lad det trække i 10 minutters tid, under låg, imens du klargør resten af retten.

Skær sener og eventuel overskydende fedt fra kyllingekødet. Steg det på en varm pande, med lidt olie og krydderier efter eget valg. Jeg brugte selv havsalt, frisk kværnet peber, samt lidt god fjerkrækrydderi.

På en anden pande, rister du imens mandlerne, der grofthakkes, når de er afkølet.

Rør dressingen af olivenolie, gurkemeje, karry, skrællet fintrevet ingefær, pillet og fintrevet hvidløg, lidt chiliflager, salt og peber.

Fjern låget fra couscousen, rør rundt, så der ikke er klumper i, hvorefter marinaden røres i. Derefter udskæres kyllingen i mindre stykker.

Persillen nippes og skylles. Det samme gør du med forårsløgene. Snit forårsløgene fint og hak persillen – det behøver ikke at være finthakket.

Skær granatæblet over på den brede side vend bunden vendt nedad i en stor skål og bank kernerne ud, med bagsiden af en ske. Så er du også ude over, at få for meget af den hvide hinde med, der er inde i granatæblet.

Bland nu alle ingredienserne til en ret og server den, imens den er lun.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*