Lyn grøntsagswok med kikærter & kylling

Endnu en wok-ret til samlingen. 😀 Her er en ret, som der indeholder så mange grøntsager, kød og kikærter, at det for mig i hvertfald, ikke er nødvendigt at servere ris, nudler eller ligende til. Den indeholder masser af smag og er super, som nem hverdagsmad. Du kan naturligvis godt servere en form for tilbehør til, da den bliver stegt i en soyamarinade, som gør den egnet til formålet..

Grøntsagswok med kikærter og kylling

Klik for større version.

Opskriften er til 2 store portioner

Ingredienser
350 g. kyllingfilet
ca. 1 spk. (hvidløgs) olie
1 mellemstort løg
2 fed hvidløg
½ spidskål
2 gulerødder
½ broccoihoved
1 dåse (forkogte) kikærter
ca. 0,75 dl. soyasauce
ca. 1 tsk. sesamolie-
ca. 1 tsk. worchestshire sauce
2 tsk. rød karrypasta

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle ingredienserne. Grøntsagerne skylles, snittes og ordnes, så de er lige til at smide på panden.

Løg og hvidløg hakkes fint, spidskålen snittes fint, gulerødderne rives groft eller skæres i mindre stykker og broccolien skæres i mindre buketter.

På et særskilt skærebræt, skæres kyllingen ud i mindre stykker og kikærterne skylles grundigt i koldt vand.

Varm en stor pande op, med en god olie – over middelhøj varme. Jeg anvendte en hjemmelavet hvidløgsolie (se opskrift HER).

Steg kyllingen heri, krydr med havsalt, frisk kværnet peber og krydderier efter eget valg. Jeg stegte kyllingen i en god spansk fjerkræ krydderi og en anelse madras karry.

Tilsæt løg og hvidløg, når kyllingen har stegt i et par minutter. Tag det af varmen, når den er gennemstegt og har fået en gylden farve.

Steg kikærterne på den varme pande, fortsat ved middelhøj varme. Tilsæt en smule soya, så de tager lidt smag til sig – steg til soyaen er fordampet og trukket ind i kikærterne.

Rør en marinade af soya, sesamolie, worchestshiresauce, karrypasta og frisk kværnet peber og smag til.

Tag dem af varmen og steg grøntsagerne ved høj varme, så de lige tager lidt varme, men ikke falder for meget sammen og mister deres sprødhed. Tilsæt marinaden, kylling og kikærter.

Steg i et par minutter, men heller ikke meget længere og servér.

Tip!
Kikærterne kan erstatte nudler, ris eller andet tilbehør. Du kan f.eks også servere et stykke godt brød til, en salat – eller noget helt andet. Jeg serverede bare retten som den var – og den smagte skønt og mættede virkelig godt.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*