Lun rabarberdessert med smulderdej & marcipan

Det er rabarbersæson og det betyder, at det er tid, til at være kreativ – og dermed desserttid, her på bloggen 😉 Dette er en nyfortolkning af en ældre rabarberdessert med marcipanlåg, her fra bloggen – dog er den væsentligt sukkerreduceret og jeg har bare anvendt marcipan i fyldet i stedet for. 🙂

Rabarber med smulderdej og marcipan3

Klik for større version.

Opskriften er til 6 portioner

Ingredienser
300 g. rabarber (renset vægt)
80 g. rørsukker
1 vaniljestang – kornene derfra

100 g. koldt smør
1 dl. havregryn
1 dl. hvedemel
100 g. marcipan
1 knp. salt

Fremgangsmåde
Start med at skylle rabarberne grundigt. Skær bunden og toppen af, og skær så rabarberne i mindre stykker.

Vend dem i rørsukker, og indeholdet fra en vaniljestang moset ud sammen med lidt af sukkeret – og fordel det i de små skåle eller et lille fad.

Bag dem ved 180 grader, i en forvarmet ovn, i ca. 20 minutter, til rabarberne er møre. Imens forberedes toppingen.

Bland smør, havregryn, hvedemel, marcipan og salt, til en ensartet blød masse – det må ikke være for smuldret og for tør i det, så spar hellere på melet.

Tag formen ud af ovnen, når tiden er gået, og fordel dejen ligeligt over rabarberne som en slags låg.

Sæt fadet eller skålene tilbage nederst i ovnen og bag det i yderligere 15-20 minutter, til toppingen er blevet gylden og sprød.

Køl det let af og server det imens den er lun fx med en klat creme fraiche eller en god vaniljeis.

Tip!
Du kan bruge samme metode og ingredienser fra denne opskrift, hvor du bare bytter rabarber ud med æbler eller søde, modne og udstenede blommer – hvilket også smager fantastisk 😉

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*