Karry-risret med kylling, grøntsager & cashewnødder

Risretten er egentlig ret nem at lave, det kræver bare at råvarerne er ordnet og klar til at blive stegt på panden, hvilket man med fordel også kunne gøre dagen før, hvis man ved at der ikke er ret meget tid til at forberede aftensmaden på selve dagen 😉 Retten kan frit varieres med forskellige kødtyper og grøntsager, og hvis der skulle være rester tilbage, smager den også super godt både koldt og lunt, dagen efter f.eks til frokost..

Opskriften er til 6 personer

Karry risret med kylling og grøntsager

Klik for større version.

Ingredienser
400g. jasminris
Salt og madras karry
3/4 del broccolihoved
2 røde snack peber
3 gulerødder
½ bk. friske champignoner
2 fed hvidløg
½ stort løg
450g. fersk kyllingebryst
2 tsk. rød karry pasta
200g. kokosmælk
ca. 1 spk. fiskesauce
½-1 tsk. sesamolie
6-8 spk. cashewnødder
Olivenolie til stegning
Salt, peber

Fremgangsmåde
Kog risene efter anvisning på pakken og tilsæt 2-3 tsk. karry i vandet. Her kan du også anvende Gurkemeye-krydderi, hvis det er at foretrække.

Da risene først skal steges når alt andet er stegt, ville du sagtens kunne koge risene dagen før de skal anvendes.

Imens risene koger kan du med fordel gå i gang med at ordne alle de grøntsager, der skal i retten.

Skær broccolien i mindre buketter, gulerødderne skæres i mindre tern, eller i lange fine “stave” på et mandolinjern.

Når alt vandet er kogt væk fra risene, tager du dem af blusset og lægger et låg over gryden. Så lader du dem bare stå og trække i gryden, indtil de skal anvendes.

Peberfrugten skæres i tern eller på langs, så der er nogle forskellige forme og størrelser af grøntsager i retten. Det gør at retten ser mere lækker og indbydende ud.

Champignonerne skæres i kvarte og hvidløget pilles. På et andet skærebræt skæres kyllingen i strimler eller i tern.

I en stor wok-pande varmes der lidt olie op, sammen med 1-2 tsk. karry, salt, peber.

Begynd at svitse alle grøntsagerne hver for sig. Men husk på at gulerødderne og broccolien er det eneste der skal have lidt længere tid, ift. alle de andre grøntsager.

Der må gerne være lidt bid i dem, så de stadigvæk har lidt konsistens og bevarer den flotte farve. Kyllingen steges også for sig selv i 3-4 min., sammen med hakkede løg og hvidløg.

Når alle grøntsagerne og kyllingen er svitset i krydderierne blandes de i en skål.

På wokpanden gentager du igen processen med olie og krydderier og nu tilsætter du karry pastaen. Karry pastaen giver en kraftig karrysmag, men fungerer også som smagsfremmer for de øvrige ingredienser i retten.

Tilsæt risene og svits dem til alle sammen er blevet godt gennemstegt og har taget farve fra karryen.

Hæld kokosmælken, sesamolie og en smule fiskesauce, ned til risene og rør grundigt rundt til det er opløst.

Rør hele tiden rundt i panden så det ikke brænder på. Tilsæt derefter grøntsagerne og smag det til med salt og peber inden det serveres.

Server retten med hakkede cashewnødder drysset over retten og evt. med lidt soyasauce til.

Tip!
I stedet for kylling kan du også anvende fersk laks, rejer, kalkun eller helt undlade kødet, hvis det er at foretrække.

Grøntsagerne kan også frit varieres efter smag og behag, samt sæson.

For at gøre retten endnu bedre kan du med fordel også drysse lidt rosiner og/eller lidt kokosmel over retten, samt servere den med lidt groft hjemmebagt brød som tilbehør.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*