Koldthævede rustikke madboller med gulerod & æble

Dette er hvad jeg ville kalde for madboller, som kan spises uden noget fyld, fordi de indeholder så meget smag i sig selv – men samtidig, er de også super gode og et sundt bud på nogle lækre og bløde morgenboller. Ydermere er de også fantastiske som en tøm (køle) skabet dej, som kan sættes på køl i 10-12 timer og som får en fantastisk luftig konsistens og skorpe 😀 ..

Rustikke koldthævede boller med æble og nødder1

Klik for større version.

Opskriften er til ca. 24 boller

Ingredienser
5 dl. vand
10 g. gær
3 dl. skyr el. lign. syrnet mælkeprodukt
1 spk. olie
1 spk. salt
3 dl. havregryn
2 mellemstore gulerødder
1 mellemstort æble
2 dl. dadler uden sten
2 dl. blandede nødder og kerner
60-80 g. mild ost
800 g. melblanding*

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alt fyldet samt afveje ingredienserne.

Gulerødderne skrælles og kernehuset skæres fra æblerne. Nu rives begge dele, på den grove side af et rivejern.

Dadlerne hakkes fint og nødder/kerner hakkes groft – ligeledes skæres eller rives osten groft.

Opløs gæren i vandet og det syrnede mælkeprodukt. Dertil tilsættes olie og salt.

I gærblandingen tilsættes alle ingredienserne på nær melblandingen, under omrøring. Tilsæt derefter melet -1/3 del af gangen indtil du har en tyk og let klistret dej, til det meste eller alt melet er anvendt. Den må ikke være for klæ i det.

Sæt dejen på køl i en røreskål, der er godt dækket til, hvor den får lov til at stå i 10-12 timer. Mindre kan også gøre det, hvis du ikke har tiden til det.

Efter den har trukket, opvarmes ovnen til 210 graders almindelig varme. Sæt små dejklumper (ca. 12 pr. plade) som bages i den forvarmede ovn indtil de er blevet gyldne og har fået en fast skorpe. Bagte mine i 17-20 minutter – det afhænger meget af ovnen og hvordan den varmer.

Under bagningen sprøjtede jeg lidt vand ind i bunden af ovnen, således at der kommer lidt fugt til brødet og som også er med til at give en god skorpe til brødet. Dette kan undlades, men jeg vil varmt anbefale det – med mindre at du er så heldig at have dampfunktion i din ovn.

Bollerne tages ud, afkøles og nydes.

Tip!
*Her anvendte jeg en hjemmelavet blanding af lige dele tipo 00 hvedemel, grahamsmel, sigtet speltmel og fint durummel. Det kan sagtens varieres.

Bollerne er fryseegnet og kan ligeledes bages som et helt brød.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*