Nudler i tahinmarinade med sprøde grøntsager & kylling

Wok er super nemt at lave, og så er det altid en sikker vinder. Marinaden giver retten et asiatisk look, og en super god smag. I stedet for kylling kan du med fordel f.eks anvende laks, kæmperejer, eller servere den som en vegetatisk ret, evt. serveret med noget hjemmebagt brød..

Opskriften er til 4 personer

Ingredienser
2 spk. olivenolie
Tahinnuddelret300 g. kyllingefilet*
2 store gulerødder
1 løg
2 porrer el. 1½ bundt forårsløg
½ grøn squash
1 ds. bambusskud (ca. 230 g.)
½ ds. babymajs (eller 6-7 friske)
250 g. æggenudler**

Marinade
1½ spk. Tahin***
2 fed hvidløg
1/4 rød chili
3 spk. risvineddike
3 spk. olivenolie
2 tsk. sesamolie
4 tsk. soyasauce
1 spk. sukker
Salt og peber

Fremgangsmåde
Start med at røre marinaden, med fintrevet/hakket chili og hvidløg. Smag til med salt og peber, lad den trække imens du gør rettens øvrige ingredienser klar.

Skyl og snit alle grøntsagerne fint (porrer og gulerødder snittes i tynde strimler), squashen skæres i små tern og løg hakkes fint eller skæres i tynde både.

Babymajsene skæres i rustikke stykker. På et andet skærebræt skæres kyllingen ud i mindre, mundrette stykker.

Varm olien op på panden og svits kyllingen derpå med valgfrit krydderi – f.eks fjerkrækrydderi blanding, til det har en gylden overflade. Steg det i 3-4 min., på den varme pande.

Kyllingen tages af og hældes i en skål – gør en gryde klar med vand og bring den i kog til nudlerne. Kog dem efter anvisning på pakken.

På den varme pande svitses først gulerødderne i 1-2 min. Derefter tilsættes løg, og når de er glasklare, kan du tilsætte alle de øvrige grøntsager.

Steg alle grøntsagerne på den varme pande i 3-4 min. Når nudlerne er kogt tages de op af gryden og der hældes koldt vand på dem, i en si eller dørslag.

På panden eller i en wokpande blandes nudlerne med grøntsagsblandingen og tahinmarinaden. Smag den til med salt og peber.

Server med det samme. Eventuelle rester kan anvendes som en frokostret eller som rester til næste dags aftensmad, for at mindske madspildet.

Tips
*Kyllingefilet kan være kyllingebryst eller inderfilet. Jeg anvendte inderfilet fordi det allerede er i små stykker, og det er derfor lige til at skære det ud i små strimler eller stykker.

**Du kan med fordel også anvende fuldkornsnudler, til denne ret. Resultatet vil være det samme, det vil blot mætte lidt mere og være et sundere alternativ. Anvend evt. lidt mere marinade end angivet, hvis du ikke bryder dig om smagen af fuldkornsprodukter.

***Tahin er en form for sesam ‘pasta’, der er særligt velegnet til retter der er asiatiske inspireret, såvel som til humus og meget mere.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*