Hjemmelavede abrikos snitter med vanilje

Er der noget som de helt klassiske hindbærsnitter? kombinationen af den bløde og let sprøde dej, med den sødlige og let syrlige syltetøj indeni? Næppe 😉 her er en lidt mere sommerlig eller efterårsvariant, om man vil, hvor jeg i stedet for den klassiske hindbærmarmelade, har brugt en lækker vaniljeprikket abrikosmarmelade – super lækkert! 😉 

Opskriften er til 22-24 stk.

Klik for større version.

Ingredienser
Bunde
200 g. koldt smør
350 g. hvedemel
150 g. flormelis
kornene fra én vaniljestang
1 æg

Fyld
1 portion abrikosmarmelade (se HER)

Glasur 
200 g. flormelis
2-4 spk. kogende vand

Fremgangsmåde
Skær det kolde smør i små tern og smuldr det sammen med hvedemel, vaniljesukker og flormelis, til det ligner revet ost.

Tilsæt ægget saml dejen med hænderne, til du har en ensartet fin dej. Du kan også anvende en køkkenmaskine, hvis du synes det er nemmere.

Dæk dejen til med husholdningfilm og lad den stå på køl i cirka én time.
Forvarm ovnen til 150 grader, ved almindelig varme.

På et meldrysset, rent køkkenbord, rulles dejen ud. Tag lidt dej ud af gangen, så den ikke står og bliver varm.

Stik dejen ud, i en form efter eget valg. Kan fx være med et glas, eller en bestemt udstikkerform.

Fordej dejstykkerne på en bagepapirs beklædt bradepande. Bag dem midt i ovnen i 10-15 minutter, ved 150 grader.

Lad dem endelig ikke få for lang tid, så de bliver for mørke i farven – dejen stivner meget mere, når den kommer ud af ovnen.

Kagerne afkøles på en bagerist, efterhånden som de bliver færdigbagte. Når de er helt afkølede piskes en glasur af florsukker og kogende vand.

Nu fordeles en lille smule (lidt under en teskefuld) syltetøj, på hver snitte – og en anden ligges ovenpå, således at syltetøjet fordeles mellem snitterne.

Afslut med at pynte kagerne med glasur og valgfrit drys.

Kagerne er meget bedre dagen(e) efter tilberedning, eller efter at have stået på køl, da smagen bedre kan nå at sætte sig, i tiden hvor de trækker.

Tip!
Prøv også at lave snitterne med andre smage, fx havtorn, blåbær og mange andre slags.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*