Luftige og lækre ‘hveder’

I Danmark er det i mange hjem, tradition for, at man dagen før Store Bededag, spiser lune hveder. De er ikke det sundeste bagværk der er at finde, men de smager skønt og lækkert krydret, med den milde smag af kardemomme, som de indeholder. Denne opskrift er fra Meyers og giver de bedste hveder – også selvom det tager lidt tid at lave. Det er i hvertfald det hele værd 😉 ...

Opskriften er til 20 stk.

Hveder

Klik for større version.

Ingredienser
Fordej
10 gram gær
2 dl. vand
200 g. hvedemel

Hveder
20 g gær
2½ dl. vand
2½ dl. mælk
2 æg
15 g. salt
50 g rørsukker
50 g. blødt smør
10 g kardemommekapsler
1000-1200 g. hvedemel

Fremgangsmåde
Hvis du har tid, bliver hvederne super lækre, hvis du dagen før de skal tilberedes, laver en fordej. Denne fordej, gør at hvededejen bliver ekstra let, luftig og lækker, men kan sagtens undlades.

Bland de første ingredienser; gær, vand og mel – til du du har mixet en lind dej. Dæk den over, og sæt den på køl i 24 timer.

Rist kardemommeskallerne på en varm pande, til det begynder at dufte dejligt. Derefter kvernes de i en krydderikvern og skallerne sigtes fra.

Lun mælken og bland det med koldt vand. Når vandet ikke er for varmt, tilsættes gæren under omrøring. Tilsæt derefter æggene ét efter ét, fortsat under omrøring.

Bland nu dejblandingen med kardemomme, salt, rørsukker, fordej og den bløde smør. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt.

Ælt dejen, i 5-10 minutter, alt efter om du gør det i hånden eller med en køkkenmaskine. Stop først med at ælte, når dejen slipper skålen og har fået en god og luftig konsistens.

Dæk dejen over, og lad den hæve et lunt sted i ca. 2 timer.

Slå nu dejen ud, på et meldrysset bord, form dejen til 20 boller i ens størrelse, stil dem gerne tæt op af hinanden, med 1-2 cm. mellemrum.

Når de er hævet sammen (og der er gået 2-3 timer), pensles de med mælk og bages midt i en forvarmet ovn på 175 grader i ca. 15-20 minutter.

Når de er blevet gyldne, og lyder hule, når du banker i bunden på dem, er de færdigbagte. Lad dem køle af på en bagerist.

Skær dem over og rist dem eventuelt, før de serveres.

Tips
Server dem med koldt smør og/eller en god marmelade.

Ønsker du en lidt sundere udgave af hvederne, kan du f.eks lave dejen på ½ mængde sigtet speltmel og/eller en smule grahamsmel eller ikke sigtet speltmel. Vær da opmærksom på, at dejen gerne må hæve i lidt længere tid, samt at den grove mel suger mere væske, så du skal ikke nødvendigvis tilsætte alt melet til dejen, hvis dejen ikke skal blive tør 🙂

Hvederne opbevares i en pose, og kan holde sig friske i cirka 2-3 dage. De er naturligvis lækrest, når de er friskbagte og lune.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*