Snegle med kanel, æble & marcipan

Dette er egentligt en opskrift, som jeg fik af en veninde på et tidspunkt, som jeg først har fået afprøvet nu. Og nej, hvor er de dog lækre! Ved at anvende æble og marcipan, får sneglene en lækker sødme, som ikke kommer fra kæmpe mængder sukker, som andre kanelsnegle godt kan indeholde. Derudover, er de super lækre og bløde i konsistensen! Perfekte som en ‘sundere’ kanelsnegl, som eksempelvis også sagtens kan laves med børnene i køkkenet.. 😀

Kanelsnegle med æble og marcipan2

Klik for større version.

Opskriften er til ca. 20 stk.

Ingredienser
75 g. smør
3 dl. mælk
25 g. gær
200 g. æble (u. kernehus)
3 spk. sukker eller honning
1 tsk. salt
2 æg
ca. 650 g. hvedemel

Æble/marcipan fyld
2 mellemstore æbler (u. kernehus)
120 g. ren rå marcipan
200 g. smør
100 g. brun farin
2 spk. stødt kanel

Fremgangsmåde
Start med at smelte smørret, rør det sammen med den kolde mælk – er blandingen ikke for varm, kan den nu røres i en skål, hvor gæren smuldres i og røres rundt, til det er opløst.

Deri tilsættes revet æble, sukker, salt og æg under omrøring. Når du har en ensartet masse, tilsættes hvedemelet. Vær påpasselig med at hælde det hele i fra starten, for det kan godt være, at det ikke er nødvendigt at anvende det hele.

Føl dig derfor frem, til dejens konsistens. Du har tilsat nok mel, når den er let fugtig og smidig i konsistensen (men den må ikke være klæ og klistre sig fast på hænderne, under æltning). Dæk dejen til og lad den hæve cirka til dobbelt størrelse i en times tid.

Imens dejen hæver, tages det smør ud fra køl, som du skal bruge til fyldet, så det kan nå at opnå stuetemperatur.

Når dejen er hævet, rulles den ud på et rent og meldrysset bord, til en stor kvadrat (cirka 40×30 cm).

Æblerne og marcipanen rives groft og blandes med det bløde smør, brun farin og kanel. Fordel fyldet ligeligt på dejen.

Rul nu dejen sammen til én lang ‘pølse’ eller roulade om man vil, som skæres ud i 20-22 lige store snegle, med en skarp kniv.

Fordel dem på 2 bagepapirsbeklædte bageplader og fold ende-dejstykket fra sneglene under hver snegl. På den måde, undgår du, at de åbner sig og mindre af fyldet render ud under bagningen.

Lad dem hæve i cirka 30 minutter. Imens forvarmes ovnen til 200 graders almindelig varme. Bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter (alt efter hvordan din ovn bager), til de er gyldne.

Efter bagning køles de af på en bagerist, hvorefter du kan pynte dem med en glasur rørt af flormelis og vand/eller en smule pasteuriseret æggehvide*.

Tip!
Ønsker du nogle bløde og lækre snegle, kan du med fordel bage dem tæt op ad hinanden, så de bages sammen. Dermed får flere af siderne en helt blød, let og luftig konsistens. Super lækkert! Se evt. inspiration under ”Kanelsneglekage HER”.

*Rører du en glasur med æggehvide, får den en mere kransekage-agtig konsistens og stivner hurtigere, end hvis du anvender vand.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*