Lowcarb grøntsagsspaghetti med kødsauce

Det er ret ‘in’ at spise lowcarb – og mange har også gavn af det – inklusiv mig selv. Så her kommer en modificeret klassiker – spaghetti med kødsauce, nu i lowcarb. Det vil sige, at det ikke er med spaghetti, men derimod med fintsnittede grøntsager og blancherede, som erstatter spaghettien. Det smager helt fantastisk og mætter ganske godt – og faktisk også anderledes, end de gange, hvor kødssaucen bare serveres med almindelig pasta 🙂 ..

Lowcarb 'spaghetti' med kødsauce

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
500 g. magert hakket oksekød
1 mellemstort løg
2-3 fed hvidløg
250 g. friske champignons
2 mellemstore gulerødder
2 spk. tomatkoncentrat
1 ds. hakkede tomater
Smag til med krydderier.

Grøntsags ‘pasta’..
4 store gulerødder
2 mellemstore courgetter

Topping
evt. fintrevet parmesanost
friske urter

Fremgangsmåde
Start med at lave kødsaucen, når den er bikset sammen og står og simrer, kan du gå i gang med grøntsagerne. Det tager ganske kort tid at lave dem nemlig.

Løg og hvidløg pilles og hakkes fint, eller løget rives groft og hvidløget fint på et rivejern. Champignonerne skylles fri for jord og skæres i skiver. Gulerødderne skrælles (alle sammen) og dem til kødsaucen rives groft.

I en varm gryde, svitses kødet i lidt god olivenolie. Husk at krydre godt med krydderier, havsalt og frisk kværnet peber. Når kødet har taget farve, tilsættes løg, hvidløg og champignoner.

Svits det, til champignonerne er blevet møre, hvorefter det revet gulerod tilsættes og steges med i et par minutter.

Tilsæt nu de hakkede tomater og tomatkoncentrat. Lad det småsimre over lav varme. Smag det til med dine favoritkrydderier, evt. lidt sød chilisauce og/eller lidt tabasco.

Find et mandolinjern frem, der kan lave julienne skåret (fine strimler) grøntsager – eller en skarp kniv.

Skær toppen og bunden af courgetterne og snit dem fint, så du får nogle lange og fine strimler. Det samme gør du med gulerødderne.

Sæt en gryde over med letsaltet vand. Deri tilsættes alle grøntsagerne, når vandet koger. Lad dem kun være i vandet, til det begynder at koge igen, hvorefter det tages af varmen og hældes fra i en si.

Server grøntsagerne med kødsauce over og evt. toppet med lidt god friskrevet parmesan og/eller friskhakkede urter.

Tip!
Lav din favorit kødsauce og server grøntsagerne til – dette er bare det, som jeg cirka anvendte til min kødsauce.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*