Vaniljebagte figner med lime & mandel likør

Bagte figner er en seriøs undervurderet ting! Jeg har bagt de her figner med vanilje, lime og en italiensk mandellikør. Er du vimmer, det smagte godt 😉 server dem fx som tilbehør til en dessert – eller bare sammen med en god italiensk vaniljeis. Det er simpelt, nemt at lave og så smager det ikke mindst virkelig godt 😉 Min gode hjemmelavede vaniljeparfait kan findes HER

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
4 friske figner
3 spk. god vaniljesirup
(eller tilsvarende rørsukker)
Skal og saft af 1 øko limefrugt
½ dl. likør*
(Amaretto, Disaronno eller Cointreau)

Fremgangsmåde
Skær fignerne over og prik lidt i selve frugtkødet, så væsken kan rende ned i.

Skyl limefrugten og skæl den, fx med en kartoffelskræller – eller riv det yderste lag på den fine side af rivejernet.

Pres saften af limen og bland det sammen med vaniljesirup eller sukker samt likøren.

Hæld det ud over de overskårede figner – top dem med limeskrællen og bag dem ved 180 graders almindelig varme, i ca. 40 minutter, til de er blevet møre i skrællen og bløde indeni.

Server dem fx med en god italiensk vaniljeis.

Tip!
*Jeg anvendte Disaronno, som er en italiensk mandellikør, der minder lidt om Amaretto. Alkoholen fordampes ved tilberedning, men det giver en helt særlig og lækker dybde til de bagte figner.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*