Sprøde nøddetoppe med daimchokolade

Opskriften har jeg selv udviklet, egentligt ud fra hvad jeg lige havde af råvarer tilgængeligt. De er super nemme at lave, og så smager de super godt med de mange forskellige nødder de indeholder. Server dem til en form for varmt drikkelse og evt. som et sundere alternativ til de mange sukker og fedtholdige kager og småkager man kan købe i supermarkederne..

Opskriften er til ca. 12 stk.

Ingredienser
2 stk. daimbars
100 g. hvid chokolade*
½ dl. cashewnødder
½ dl. paranødder
½ dl. mandler
½ dl. hasselnødder

Fremgangsmåde
Start med at hakke nødderne meget groft.

Varm en pande op, hvor du hælder nødderne på og rister dem til de begynder at blive gyldne og dufte ristet.

I en lille gryde smeltes den hvide chokolade – eller over vandbad. Det er op til dig selv, og hvordan du foretrækker at smelte chokoladen.

Imens chokoladen smeltes ved lavt blus hakkes daimchokoladen groft. Rør jævnligt rundt i den smeltede chokolade.

Nødderne hældes i en skål sammen med daimen og når chokoladen er smeltet røres det hele godt sammen, til du har en ensartet masse og chokoladen er godt fordelt.

Beklæd en helt flad tallerken eller en anden flad genstand med bagepapir, der kan være i køleskabet, og hvor nøddetoppene kan stivne.

Med en teske laver du små “toppe” af nødde-chokoladeblandingen. Der bliver cirka til 12 stk. hvis du anvender en teske med top pr. styk.

Sæt dem i køleskabet og server dem iskolde.

Tips
*Du kan sagtens erstatte den hvide chokolade med en god mørk chokolade på 70%. Anvender du en chokolade med mere end 70% til denne opskrift, kan de godt blive lidt for bitre i smagen.

Nødderne kan varieres efter smag. Du kan sagtens undlade nogen af dem, bare du erstatter det med en anden form for nødder, eller flere af en anden slags.

Kan du godt lide marshmallows kan du f.eks erstatte ½-1 dl. nødder med den tilsvarende mængde mini marshmallows.

 

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*