Sommerlig vaniljeprikket rabarbersaft

Rabarber er helt fantastiske, og kan anvendes i SÅ mange forskellige retter og sammenhænge. Her har jeg kastet mig ud i en rabarbersaft, som er inspireret af Årstidernes opskrift – dog har jeg ændret lidt i den, så den passede til hvad jeg ville opnå med den. Den smager fantastisk af sol og sommer med et par isterninger i, imens vi nyder sommervarmen 😉 ..

Rabarbersaft1

Klik for større version.

Opskriften er til omkring 1½ liter saft

Ingredienser
1 kg. friske rabarber
400 g. rørsukker
1 vaniljestang
1,7 liter vand
Saft og skal af 1 øko citron

Fremgangsmåde
Skyl rabarberne grundigt og skær bunden af og toppen, hvis der er mange blade på.

Skær nu rabarberne i mindre stykker og hæld dem alle sammen i en stor gryde, hvor der er god plads.

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mos det sammen med en smule af rørsukkeret.

Hæld sukkeret, vaniljemassen, saften fra 1 økologisk citron, samt de ‘tomme’ citroner og vaniljestangen ned i gryden.

Til sidst tilsættes vandet og gryden bringes i kog. Kog det i 10-20 minutter, til rabarberne er helt møre.

Lad det køle af, og sigt nu det hele i en fin sigte.

Pres saften godt ud af rabarberne og kassér rabarbermassen eller anvend den i en smoothie, hvis du har tid og overskud til det.

Igennem et rent klæde (viskestykke) sigtes rabarbersaften og hældes derefter på rene og skoldede flasker.

Blandingsforholdet til denne drik er op til den enkelte, alt efter hvor sødt det skal være. Jeg blander ca. 50:50 saft og vand eller danskvand.

Server med et par isterninger på en dejlig varm sommerdag.

Tip!
Du kan også lave saft med andre typer frugt/bær, med samme metode – det er både sundere og smager meget bedre, end dem man kan købe. Se fx. Ribssaft HER.

Har du øvrigt frugt, som er stået og blevet kedeligt, fx lidt hindbær – æbler eller lignende, kan du blot koge det sammen med rabarberne. Alt efter mængderne, kan det nok ikke smages, idet rabarberne har så en gennemtrængende smag.

Det smager fx godt at lave en rabarber/jordbær saft, med halv mængde af hver. Prøv det 😉

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*