Cremet risotto med kammuslinger & Karl Johan svampe

Risotto er i min optik en fuldstændig undervurderet ret. Den smager himmelsk og specielt med en lille sjat hvidvin (denne er lavet uden) – og så kan den varieres i det uendelige med forskelligt fyld. Denne her er helt særligt god, fordi Karl Johan svampene, de sprøde forårsgrøntsager og de lynstegte kammuslinger bare er et match made in heaven! Jeg har snart et par forskellige slags Risottoer her på siden, men lavet på samme gode grundopskrift – jeg er helt pjattet med det 😉 Har du ikke prøvet at lave din egen risotto før, vil jeg bestemt mene at det er på tide, uanset om det er denne opskrift eller en anden, som du bruger.. 😀

Opskriften er til 4 portioner

Risotto med kammuslinger og sommer grønt

Klik for større version.

Ingredienser
1-2 spk. god olivenolie
1 mellemstort løg + 2-3 fed hvidløg

1½ bundt grønne asparges
300 g. Karl Johan svampe
300 g. friske ærter
4 dl. Arborio Risotto ris
12 dl. grøntsagsbouillon med god smag
120 g. parmesanost
ca. 20 g. smør (kan undlades)
1 håndfuld frisk bredbladet persille
Havsalt og frisk kværnet peber

1-2 spk. olivenolie
8-12 mellemstore kammuslinger

Desuden..
Ekstra høvlet parmesan ost
Frisk persille til at toppe af med

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle råvarerne, så det nemt lige kan samles i gryden.

Kammuslingerne lægges på et skærebræt og krydres med havsalt og frisk kværnet peber. Alle grøntsagerne skylles, løget pilles og hakkes fint – og det samme gør du med hvidløget. Aspargesene knækkes og skæres i fine små stykker, Karl Johansvampene skæres i mindre stykker eller i strimler, ærterne bælges og persillen hakkes fint.

Start nu med at svitse løg og halvdelen af hvidløget i lidt varm olie, i en stor tykbundet gryde, til de er blevet ‘glasklare’ og møre at se på. Dertil tilsættes risottorisene, som svitses med kort. Hertil tilsættes godt halvdelen af bouillonen. Rør rundt i det undervejs.

Når risene har suget bouillonen under kogningen, tilsættes yderligere halvdelen af bouillonen – og sådan gentages processen, til risene er møre og kun lige har meget lidt bid (er al dente).

Imens varmes en pande op, hvor asparges og ærterne svitses kort på den varme pande. De skal kun lige have et par minutter, så de bibeholder deres fine farve og sprøde konsistens.

Tør panden af og hæld lidt olie på. Lad den blive rygende varm, over middel varme. Kammuslingerne steges herpå – de skal nærmest kun lige ‘kysse panden’ – forstået på den måde, at de blot lige får lidt farve på hver side – og så tages de af varmen, ellers bliver de seje. De skal være helt ‘glasklare’ indeni, så smager de himmelsk.

Når risene er klar, tilsættes persille, revet parmesanost, resten af hvidløget, salt og peber. Derefter tilsættes ærter, svampe og asparges under omrøring. Lad det få et opkog og smag det til, fx med mere hvidløg, salt, peber eller lignende.

Server retten risottoen toppet fx med frisk høvlet parmesan og friske urter, samt de lune kammuslinger.

Tip!
Er du ikke helt pjattet med kammuslinger, kan de nemt erstattes med tiger eller kongerejer, kylling i strimler eller nogle lækre svampe.

Du kan også lave ristotto med: Kylling (se HER) – Tigerrejer (se HER) og med svampe, kylling og asparges (se HER).

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*