Fyldig tomatsuppe med makaronier

Her i sensommeren og det begyndende efterår, er det da både nemt og lækkert med suppe en gang i mellem. Det kan både være som en forret, hovedret – og bestemt også som en god vinterret. Jeg serverede denne som hovedret sammen med det ristede rugbrød, men det kunne bestemt ligeså godt have været en forret, at den blev serveret som. Den smager fantastisk, blev let spicy (det kan man selv justere) og vigtigst af alt, mættede den rigtigt godt 🙂 ..

Tomatsuppe med suppehorn1

Klik for større version.

Opskriften er til 6 portioner

Ingredienser
2 dl. (fuldkorns) makaronier
Vand, salt og olie til kogning

6 mellemstore modne tomater
3 mellemstore løg
4 store fed hvidløg
1 bundt mellemstort basilikum
1 flaske tomatpassata*
5 dl. hønse -el. grøntsagsbouillon
2 spk. rørsukker
1 stor tsk. paprika + lidt cayennepeber
1 spk. balsamicoeddike
5-6 dråber tabasco
1 dl. mælk
10 g. smør eller en anelse fløde
Havsalt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle ingredienserne. Suppehornene forkoges i letsaltet vand med lidt olie.

Disse sættes til afkøling og grøntsagerne ordnes og skylles.

Tomaterne skæres i mindre stykker, løg, hvidløg og den friske basilikum hakkes fint.

Varm en mellemstor gryde op, hæld en anelse olie deri og svits løg/hvidløg, til de er glasklare og afgiver en dejlig duft. Deri tilsættes de hakkede tomater og basilikum, som svitses med i 5 minutters tid.

Nu tilsættes de moste tomater (tomatpassata) samt lidt havsalt, frisk kværnet peber og bouillonen, som bringes i kog.

Efter ca. 10 minutters kogning, smages suppen til med sukker, paprika, evt. en anelse cayennepeber og balsamicoeddike. Når det har været oppe og koge, smages suppen til og der tilsættes et par dråber tabasco.

Inden suppen tages af varmen tilsættes en smule smør eller fløde samt mælken, for at give suppen en mere rund smag. Rør godt rundt i suppen, tag den af varmen og blend den godt igennem, enten i en helt almindelig blender, eller med en stavblender.

Til sidst smages suppen til og tilsæt evt. flere krydderier eller blot lidt mere salt/peber, hvis den mangler lidt smag. Herefter hældes de forkogte suppehorn i suppen og serveres.

Tip!
*Til denne opskrift, anvendte jeg Urtekrams variant, hvori der cirka er 700 gram moste tomater i.

Jeg er en stor fan af sprødristet rugbrød (fordi det smager fantastisk, er nemt og mættende)! Derfor fik vi til denne lækre suppe, ristet rugbrød med havsalt og olivenolie – super lækkert med det sprøde element som tilbehør til suppen.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*