Vegetarisk fuldkornspizza med fetaost & pesto

Pizzaer er noget de fleste mennesker kan lide – og kan både anses som værende nem mad, men også noget der er lidt mere tidskrævende, hvis du fx selv laver dejen. Når de er hjemmelavede ved du helt præcist hvad de indeholder, du kan lave en grov og sprød dej og tilsætte den type fyld som du foretrækker, samtidig med at børnene fx kan være med i køkkenet. 😀 Jeg har lavet en vegetarisk udgave af en pizza, som smager super godt og kan varieres efter smag..

Vegetarisk pizza1

Klik for større version.

Opskriften er til 1 stor bradepande-pizza

Ingredienser
½ portion fuldkorns pizzadej
ca. 2 dl. tomatsauce*
ca. 150 g. god revet ost
½ broccolihoved
ca. 100 g. god græsk fetaost
½ glas slikasparges
½ lille ds. majs (ca. 75 g.)
250 g. brune markchampignoner
Evt. 1-2 spk. god grøn pesto

Fremgangsmåde
Start med at lave pizzadejen. Når den har hævet den angivet tid, ruller du dejen ud og lægger den på en bagepapirsbeklædt bradepande.

Forvarm ovnen til 225 grader, ved alm. varme.

Lav en let tomatsauce af ½ ds. tomatkoncentrat, ½-0,75 dl. vand – et fed revet hvidløg, tørret oregano, salt og peber. Du kan naturligvis også anvende en anden form for tomatsauce, hvis det er at foretrække.

Fordel tomatsaucen på pizzaen – ikke helt ud til kanterne. Derefter fordeles den revet ost derpå.

Skyl og ordn champignonerne og skær dem i skiver – svits dem på en varm pande, til de er møre og gør det samme med broccolien i 2-3 min.

Fordel ovenstående ingredienser samt fint udskåret asparges, smuldret fetaost og pesto på pizzaen.

Bag pizzaen i ovnen – fortsat ved 225 grader i 15-20 min. eller til skorpen begynder at blive sprød.

Server pizzaen lun. Drys gerne med lidt frisk basilikum hen over – eller lidt tørret oregano.

Tip!
Varier fyldet på pizzaen efter smag – prøv også “pizza med parmaskinke og ruccola“.

*Kan du eksemepelvis selv lave, ved at røre tomatkoncentrat op med vand, lidt revet hvidløg, tørret krydderurter, samt salt og peber.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*