Sprød fenikelsalat med valnødder, melonkugler & cremet gedeost

Den lakrids-agtige smag og den lidt sjove facon, tiltaler ikke mange. Alene bare dét at høre, at der er fennikel i en salat, kan godt skræmme mange væk. Men snitter du den helt fint og marinerer den i en æblecidereddike/dild vinaigrette og herefter kombinerer det med en cremet gedeost, valnødder og saftige melonkugler; så kan jeg godt afsløre, at du har en super lækker salat, som fx passer godt som tilbehør til grillmaden, sammen med fx andre salater, et godt stykke brød eller lignende 😉 ..

Opskriften er til 3-4 portioner

Fennikelsalat med melon, gedeost og valnødder

Klik for større version.

Ingredienser
5 spk. olivenolie
2 spk. æblecidereddike
1 spk. akaciehonning
2 spk. finthakket frisk eller tørret dild
Havsalt og frisk kværnet peber

1 stor fennikel
½ stor Cantaloupe melon
100 g. gedeosterulle
1 dl. valnøddekerner

Fremgangsmåde
Start med at skylle grøntsagerne grundigt og find så din skarpeste kniv eller mandolinjernet frem. Fennikellen snittes ultra tyndt – også toppen, der sidder også masser af smag i.

Rør en vinaigrette af; god olivenolie, æblecidereddike, honning, finthakket dild, salt og peber, til du synes at den smager godt. Bland det sammen med din fintsnittede fennikel og lad det stå og trække i ½-1 time.

Skær melonen over og udhul den for kerner. Med et melonjern (sjovt jern med facon som en skræller, men med et halvt hul i hver sin ende) – laver du små melonkugler. Du kan også bare skære skrællen af og skære melonen i mindre stykker.

Gedeosten smuldres eller skæres i små stykker. Valnødderne hakkes og det hele blandes med den marinerede fennikel, lige før servering.

Tip!
Er du ikke helt pjattet med gedeost, kan du alternativt anvende salatost, græsk fetaost, emmenthaler ost i små tern eller goudaost. Alle sammen passer super godt, sammen med den sprøde fennikel, valnødderne og den søde og saftige melon.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*