Nem avokadosalat med vinaigrette, saltmandler & rødløg

En lynhurtig, nem og lækker salat. Kombinationen af den søde og let syrlige dressing sammen med den bløde og fede smag fra avokadoen går rigtigt godt i spænd sammen med de øvrige ingredienser – specielt de saltede mandler, som enten kan drysses over salaten, eller serveres ved siden af 😉 

Opskriften er til 4 personer

Avokadosalat med rødløg

Klik for større version.

Ingredienser
ca. ½ bakke babysalat
2 store modne avokadoer
1 snackpeber
1 stor håndfuld cherrytomater
1 rødløg
75 g. saltmandler
1 lille bundt frisk basilikum

2 spk. (koldtpresset) olivenolie
1 spk. citronsaft
½-3/4 spk. honning
Salt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at skylle alle grøntsagerne og stil babysalaten til afdrypning.

Tilbered saltmandlerne eller køb nogle af god kvalitet. Hak dem groft.

Skær peberfrugtens indre samt kerner fra, og skær selve frugten i mindre stykker eller ringe.

Tomaterne skæres i halve eller i kvarte. Rødløget pilles og skæres i tynde skiver og fordeles til fine løgringe.

Skær avokadoen midt over og fjern stenen. Udhul den og skær den i både eller i skiver.

Dup salaten tør og fordel den på et fad eller en tallerken.

Nip bladene fra den friske basilikum, skyl dem, dup dem let tørre og drys det over babysalaten.

Fordel nu de øvrige grøntsager over bladene – afslut med at pynte af med rødløg.

Saltmandlerne kan drysses over salaten eller serveres ved siden af.

Rør en dressing af olivenolie, citronsaft (og evt. skallen derfra også, hvis den er økologisk), honning samt salt og peber.

Sørg for, at smage dressingen godt til, inden den hældes over salaten.

Server salaten med det samme.

Tip!
Vil du gerne gøre denne salat til en form for hovedret, enten som frokost eller middagsret, kan du servere salaten med lidt sprødstegt kylling.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*