Retro: Karry-kål gryde alla ”fis i kasketten”

Det her er for mig en rigtig ‘mormor-ret’. Det er både nemt at lave, smager vanvittigt godt, der er mad til flere dage – og så er det tilmed endda også et sundt måltid med masser af sunde fiberholdige grøntsager. Det vigtige her er, at efter at retten har stået og simret, er at tilsmagningen bliver gjort ordentligt. Det her var faktisk én af min morfars yndlingsretter – han kaldte det altid ”fis i kasketten”, som for de fleste nok bare bliver kaldt ”karry-kålgryde”, vil jeg tro 😉 Lad os lige sørge for, at de gode gamle retter ikke går i glemmebogen. Det smager jo fanatastisk med simreretter som denne..

Opskriften er til 4-6 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
3 spk. olie
1 mellemstort hakket løg
500 g. hakket oksekød

2-3 spk. god madras karry
1 tsk. stødt spidskommen uden top
Havsalt og frisk kværnet peber
1 alm. dåse tomatpuré
1-2 spk. rørsukker

½ stort spidskål i strimler
2 mellemstore revede gulerødder
1 dåse hakkede tomater
5 dl. vand

Smag til med..
Oksebouillon eller fond – rød karrypasta
Havsalt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at klargøre alle ingredienserne, så alt er hakket og snittet, når du påbegynder retten.

En mellemstor gryde varmes op til middelhøj varme, hvori løget svitses ‘glasklart’ i lidt olie. Når løgene er som de skal være, tilsættes det hakkede oksekød. Svits det, til har taget farve – og krydr med ovenstående krydderier.

Rør godt rundt og tilsæt så tomatpuréen og sukkeret, som røres med, sammen med kødet. Lad det svitse og tilsæt så grøntsagerne, efter et par minutter.

Når grøntsagerne er blevet svitset godt af, med kødet og krydderierne – tilsættes de hakkede tomater og vandet – rør godt rundt og lad retten simre i 30-40 minutter, gerne i en times tid, under låg over lav varme, men så der stadigvæk er gang i gryden.

Smag gryderetten til, evt. med lidt fond eller bouillon. Mangler retten en karry ”dybde”, kan det være en god idé, lige at tilsætte en teske rød karrypasta. Når retten har en dejlig balance mellem karry og sødme fra tomaten, samt smagen fra spidskommen, er den hjemme.

Server retten med kogte ris og evt. toppet med lidt friske urter.

Tip!
I stedet for spidskål, kan du med fordel anvende fintsnittet hvidkål.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*