Grøntsagsret med fiskeruller og perlespelt

Så blev det tid til endnu en fiskeret her på bloggen. Dem kan man i min verden, aldrig få for mange af. Personligt synes jeg, det er rart med ny inspiration til fiskeretter, idet det meget hurtigt kan blive det samme, som man laver hver gang, der står fisk på menuen. Selv herhjemme, hvor vi ofte får så mange nye retter, imponerende nok. Her har I en sund, lækker og ikke mindst velsmagende ovnret med små rødspætte fiskeruller på en bund af en skøn grøntsagssauce, serveret med kogt perlespeltkerner og en krydderurtedressing med dild og citron. Mums!

Fiskefad med grøntsager og krydderurtedressing

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
ca. 2 spk. (hvidløgsolie)
600 g. frisk hakket tomat (el. 1½ ds. hakkede)
1 mellemstort løg
3 fed hvidløg
½ squash + ½ aubergine
125 g. champignons
8-10 kviste frisk timian
ca. 2 dl. vand
Tabasco, god blandingskrydderi,
havsalt og frisk kværnet peber
600 g. fersk rødspættefilet (u. ben)

Tilbehør
Hjemmelavet krydderurtedressing
og f.eks kogte speltkerner eller ris

Fremgangsmåde
Start med at lave dressingen, hvis du ønsker at servere den til, så den kan stå på køl og trække masser af god smag. Forvarm ovnen til 200 graders almindelig varme.

Skyl grøntsagerne grundigt og begynd at ordne dem. Løg og hvidløg pilles og hakkes fint. Champignonerne skæres i kvarte, squash og aubergine skæres i mindre og mundrette bidder.

Timianen plukkes fra kvistene og på et andet skærebræt, rulles rødspættefiletterne med ‘skindsiden’ indad. Krydr dem med havsalt og frisk kværnet peber.

I en mellemstor gryde, varmes olien op og der svitses løg og hvidløg, til løgene er glasklare og det afgiver en skøn duft. Deri tilsættes halvdelen af timianen og champignonerne. Steg dem, til de er gennemstegte og har taget farve.

Derefter tilsættes de hakkede tomater og øvrige grøntsager. Kog det op og tilsæt evt. lidt vand.

Smag saucen til med krydderier (gerne efter eget valg), resten af timianen, lidt tabasco eller en sød chilisauce samt havsalt og frisk kværnet peber. Den må gerne være let krydret i smagen.

Når du synes, at saucen smager fantastisk, hældes den i et mellemstort ovnfast fad, hvorpå fiskerullerne placeres.

Sæt fadet ind midt i den forvarmede ovn og bag det i cirka 15 minutter. Fisken skal ikke have for lang tid, da den i såfald vil blive kedelig og overtilberedt.

Tag retten ud af ovnen og server med tilbehør efter eget valg, eller her som jeg har gjort.

Tip!
I stedet for rødspætte, kan du f.eks også anvende mindre stykker laksefilet eller torsk. Begge dele, smager super godt kombineret med den let krydrede grøntsagssauce.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*