Grønkålssalat med ristede mandler & grøn pesto

Denne salat har jeg lidt et personligt forhold til. Da jeg uddannede mig til Ernæringsassistent tilbage i 2010, havde jeg den med til DM i Skills. Den var ment som en to-go salat til børn og unge – og den fik stor ros. Kombinationen af den rustikke og grove grønkål som indeholder massevis af sunde fibrer, passer perfekt med den naturlige sødme fra æbler og rosiner samt de sprøde mandler. For at ‘kamuflere’ kålens meget intense smag vendte jeg den i en lækker hjemmelavet grøn pesto, som for det meste altid er et hit, særligt hos børn. Nyd den som tilbehør til forskellige hovedmåltider 😀 .. 

Grønkålssalat med pesto1

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
200 g. frisk grønkål (ribbet vægt)
1 stort sødt æble
1 dl. mandler
1 dl. rosiner
4 store spkhjemmelavet grøn pesto

Fremgangsmåde
Start med at skylle grønkålen grundigt.

Rib grønkålen, så du har en masse små blade, der kan skylles grundigt. Det skal ikke hakkes helt fint – men heller ikke helt groft – det må gerne være stykker på størrelse med en 2 eller 5 krone.

Rist mandlerne på en varm pande, til de tager let farve og begynder at afgive en dejlig duft.

Skyl æblet, fjern kernehuset og skær det i meget tynde strimler eller stykker. Herefter hakkes mandlerne groft når de er kølet let af.

Bland grønkål, æbler, rosiner og mandler. Til sidst røres salaten grundigt rundt med pestoen og blandes til alt pestoen er opløst.

For at smagen kan stå og sætte sig, kan det være en god idé, at lave den lidt før den skal anvendes. Gør du det, kan det være en god ide at undlade at tilsætte rosiner og mandler, til lige før serveringen.

Tip!
Server salaten til forskellige hovedretter. Denne salat er en god måde at få børn til at spise grønt på, når der indgår pesto, den naturlige sødme fra rosiner og æble. Samtidig bidrager kålen med en ordentlig bunke fibrer samt vitaminer og mineraler, win-win 😉 ..

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*