Den bedste Caesar salad med kylling

En god caesar salad skal have en vis cremethed, den perfekte balance i dressingen og så skal der indgå frisk høvlet parmesanost, crispy hjertesalat og knasende brødstykker 😀 Derudover foretrækker nogen bacon eller kylling i. En god caesar salad dressing indeholder ansjoser – og det samme gør denne. Men tro mig, den kommer IKKE til at smage af det, det bidrager blot med den perfekte saltede smag til dressingen 😀 ..

Opskriften er til 4 små portioner

Klik for større version.

Ingredienser
3 mellemstore hjertesalat hoveder
350 g. kyllingefilet
80-90 g. parmesanost

Crispy brød
150 g. daggammelt lyst brød*
Olivenolie og havsalt

Dressing
0,75 dl. smagsneutral olivenolie
3 (pasteuriserede) æggeblommer
½ tsk. dijonsennep
1 spk. hvidvinseddike
1 tsk. worchestshire sauce
1 fed hvidløg
4 ansjosfiletter
Havsalt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at stege kyllingen på en varm pande, med lidt olivenolie, salt, peber og evt. krydderier efter eget valg.

Imens kyllingen steger, kan du forberede brødet. Skær brødet i ultra tynde skiver, med en meget skarp kniv. Fordel skiverne på en bradepande, dryp med lidt olivenolie ud over dem og drys med flager af havsalt.

Bag dem i en forvarmet ovn (200 grader), indtil de er blevet gyldne – det tog ikke meget mere end 5-7 minutter for mig, så hold godt øje med dem.

I en minihakker, kraftig blender eller med en stavblender laver du dressingen; æggeblommer piskes med sennep, hvidvinseddike, worchestshire sauce, pillet hvidløg skåret i mindre stykker og ansjoserne. Blend det hele godt sammen, til det har en ensartet konsistens uden klumper.

Tilsæt nu olien lidt efter lidt, under piskning, til det begynder at få en tykkere konsistens. Smag det til med salt og peber.

Når kyllingen har fået en fast konsistens og er færdigstegt, får den lov til at stå og køle lidt af.

Salaten brækkes fra hinanden, skylles grundigt og slynges i en salatslynge eller duppes tørt med en rent viskestykke.

Riv det groft fra hinanden og bland det med dressingen. Kyllingen skæres ud i mindre stykker.

Parmesanen skæres til meget tynde flager med en skarp kniv eller med en kartoffelskræller. Bland parmesanen, de tynde brødskiver og kyllingen med salaten og server den med det samme.

Tip!
Anvender du bacon eller andre former for røget pølse eller kød – anvend da mindre salt eller parmesan, da det nemt kan blive for salt i smagen.

Velbekomme. 

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*