Pesto rosenkålssalat med granatæble

Nu varer det ikke længe, før at det er alle de lette forårsretter, som vi skal i gang med at lave. Så her på falderebet, får i en let kålsalat, som for mit vedkommende blev til, ud fra de råvarer som jeg lige havde tilgængeligt. Det er sjovt nok altid sådan, at jeg får kreeret de bedste retter. Så her er en sprød rosenkålssalat vendt i pesto, med edamamebønner, søde granatæblekerner og græskfetaost. Passer super fint til lyse kødtyper eller vegetariske tilbehørsformer 🙂 ..

Rosenkålssalat med granatæble, feta og pesto

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
600 g. friske rosenkål
2 dl. bælgede edamamebønner
200 g. smuldret græsk fetaost (i mindre stykker)
130 g. saltede og ristede nødder, frø og kerner
2 dl. granatæblekerner
ca. 1 dl. god (hjemmelavet) grøn pesto

Fremgangsmåde
Start med at bælge eller tø edamamebønnerne op, gerne i koldt vand – så går det hurtigere.

Imens skæres enden af stokken, af rosenkålene, og evt. de yderste blade, hvis de er skadet. Er de fine nok, gem dem da til salaten. Skyl dem grundigt og snit rosenkålen fint, på et mandolinjern eller med en meget skarp kniv.

Skær yderst i kanten (uden at skære helt igennem), på den brede led, på granatæblet, vrid de to halvdele fra hinanden og find en stor skål og en spiseske frem.

Vend skærefladen af det halve granatæble mod din håndflade, der vender nedad i skålen, så kernerne falder ned i skålen. Bank med spiseskeen på granatæbleskallen, indtil alle kernerne er ude.

På denne måde, undgår du både at få for meget ‘hinde’ med fra granatæblet, samt at skære kernerne over, og en masse saft går til spilde. Men kender du en bedre og smartere måde, gør du selvfølgelig bare det.

Den snittede rosenkål blandes med pestoen og tilsæt derefter de øvrige ingredienser. Server med det samme.

Tip!
Salaten er også rigtig god dagen efter, at den er blevet lavet – f.eks som en del af din frokost, med lidt kylling, eller anden form for kød til. Det er både et nemt, lækkert og sundt måltid. 🙂

Velbekomme. 

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*