Cremet ærtesuppe med varmrøget laks

Ærtesuppe er jo fantastisk nemt at lave – og smager mindst ligeså fantastisk. Når du så kombinerer det med en lækker varmrøget laks, frisk dild og masser af frisk citronsaft, så har du en virkelig lækker ret. Retten kan jo både laves som forret og hovedret og er super nem at lave både i en travl hverdag eller til gæster 😉 .. 

Opskriften er til 4 portioner

Ærtesuppe med varmrøget laks og dild1

Klik for større version.

Ingredienser
2 spk. olivenolie
2 mellemstore løg
4 fed hvidløg
1 grøn squash
1 liter varm hønsebouillon
500 g. frosne ærter
2-4 varmrøget laksestykker*
½-1 dl. fløde eller cremefraiche –
til at give en cremet og rund smag.

Smag til med..
– Citronsaft,
– Havsalt, frisk kværnet peber
– Revet muskatnød
– 1 lille bundt frisk dild

Fremgangsmåde
Start med at ordne grøntsagerne; løg og hvidløg pilles og hakkes i rustikke stykker.

Squashen skylles og skæres ligeledes i grove stykker. Kog 1 liter vand op ved siden af og opløs bouillonen deri.

Varm en mellemstor gryde op og tilsæt olien. Når den er blevet varm tilsættes løg og hvidløg under omrøring, til de har fået en gylden kulør og er begyndt at afgive en dejlig duft.

Deri tilsættes squashen som svitses med i et par minutter, hvorefter den varme bouillon hældes over grøntsagerne og koges i ca. 10 minutter, til løgene er møre.

Lun evt. laksen i ovnen i den tid som suppen er om at koge, så du topper suppen med en lun varmrøget laks.

Når grøntsagerne i suppen er møre, tilsættes de frosne ærter, som koger med i ca. 5 minutter. Lige før de har kogt færdigt, tilsættes fløden eller cremefraichen. Du kan også anvende en skyr naturel, hvis det er at foretrække. I såfald skal du nok spare på citronsaften længere nede.

Ærterne skal ikke koge med særligt længe, netop for at beholde den flotte grønne farve, som man gerne vil bevare i en suppe som denne.

Tag suppen af varmen og blend suppen med en stavblender eller en god kraftig blender, som kan tåle varme.

Når den er helt ensartet og blød i konsistensen, smages den til med frisk citronsaft, en anelse stødt muskatnød, frisk kværnet peber og havsalt. Smag på suppen om den smager dejligt mildt og har rigeligt af syre og salt i smagen. Ellers tilsætter du lidt mere.

Hæld suppen i skåle og top den med masser af frisk hakket dild og den varmrøget laks, som gerne falder fra hinanden i flager eller rustikke stykker.

Du kan også servere suppen med et stykke lækkert brød til.

Tip!
Da jeg lavede denne ret som en hovedret, anvendte jeg 4 hele laksefiletter til 4 personer. Havde det blot været til en let forret, havde det halve godt kunne gøre det (½ filet pr. person). Så tilpas mængden, alt efter om suppen serveres som forret eller hovedret.

Du kan også helt undlade at toppe suppen med laks, hvis det er at foretrække. Eventuelt kan den toppes bare med en god klat creme fraiche og et godt stykke brød, hvis den skal være helt vegetarisk.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*