Spicy græskarsuppe med sprøde toppings

Efteråret byder på en masse lækre og grove grøntsager – blandt andet har vi hokkaido græskaret i sæson fra september til oktober, hvorfor vi da skal udnytte det her i de køligere måneder. Græskar får jo som bekendt en sødlig smag, når det tilberedes, hvorfor det er super smart at bruge det i supper, sammen med fx chili, løg og hvidløg som har lidt skarpere smage. Her har jeg toppet den lækre cremet græskarsuppe med søde æbler, røget og knasende bacon, sprøde kerner og blød cremefraiche, som passer så fint til den lidt søde og spicy suppe 😉 ..

Opskriften er til 4 mellemstore portioner

Klik for større version.

Ingredienser
2 spk. olivenolie
2 stk. mellemstore løg
2-3 mellemstore fed hvidløg
½ mild rød chili
800 g. hokkaido græskar i grove stykker
400 g. kartoffel i grove stykker
4 store gulerødder
ca. 6-8 dl. hønsebouillon – til det dækker grøntsagerne
1 bøtte fedtfattig cremefine

Smag til med.. 
3-4 spk. lime eller citronsaft
1 tsk. tørret timian eller 1 spk. frisk finthakket
Frisk kværnet sort peber og  evt. mere chili

Toppings til suppen..
Æbler i små tern – sprødristede bacontern –
ristede kerner – cremefraiche og friskhakket persille

Fremgangsmåde
Start med at ordne alle grøntsagerne, så de er skyllede. Løg og hvidløg pilles, græskaret skrælles, udhules og skæres i rustikke stykker. Kartoflerne og gulerødderne behøves ikke at blive skrællet, men skæres ligeledes i grove stykker.

En stor gryde varmes op med lidt olivenolie i.
Svits løg, hvidløg og chilien, til løgene er ‘glasklare’ og det hele begynder at afgive en dejlig duft. Krydr gerne med timianen, samt salt og peber.

Hertil tilsættes hokkaido græskar, kartofler og gulerødder, som får lov til lige at svitse med i 3-5 minutter. Hæld bouillonen over grøntsagerne, så det lige dækker. Hellere lidt for lidt væske, end for meget, så suppen bliver for tynd.

Lad det koge i ca. 20 minutter, eller til grøntsagerne er helt møre.

Imens svitses baconternene, til det bliver sprødstegt, æblerne skylles og skæres i små tern, græskarkernerne ristes på en tør pande og persillen hakkes fint. Sæt det hele til side.

Tag suppen af varmen og blend den med cremefine eller fløde, til du har en lækker blød og cremet suppe. Smag den til med citronsaft, fx mere salt, peber og evt. lidt mere chili.

Suppen serveres og spises med de sprøde toppings.

Tip!
Server suppen med noget lækkert friskbagt brød eller sprødristet rugbrød, som er med til at give en god mæthed.

Alternative toppings, kunne fx være granatæblekerner, brød croutoner, pesto eller en god græskarkerne olie.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*