Sød grøn juice

Hjemmelavede juicer er en super god måde at få anvendt nogle af de mange frugter og grøntsager, som alt for mange desværre kasserer hver dag. I denne juice har jeg anvendt grønkål – det skal du ikke lade dig skræmme af. Grønkål bidrager med masser af vitaminer, mineraler og ikke mindst fibre – men sammen med frugterne og de øvrige grøntsager kan den ikke smages – den bidrager blot med den grønne farve..

Opskriften er til 4 prs.

Ingredienser
3 saftige appelsiner
2 modne bananer
3 store søde spiseæbler
3 store gulerødder
250 g. frisk grønkål

Desuden
6-8 isterninger

Fremgangsmåde
Til denne opskrift skal du anvende en juice-maskine.

Klargør alle grøntsagerne – skyl dem og sørg for at der ikke er nogle urenheder på dem.

Start med at presse saften af æbler, gulerødder og grønkål.

Pres saften ud af appelsinerne og bland det med den anden pressede saft.

I en blender hældes 6-8 isterninger samt den friskpressede juice og derudover 2 modne bananer.

Bananerne giver en sød og let cremet smag og konsistens til juicen.

Tips
Varier dine juicer mellem en god blanding af både grøntsager og frugter.

1 dl. hjemmelavet juice tæller som én af de “6 om dagen”, som ét af kostrådene anbefaler at vi dagligt indtager.

Velbekomme.

Share

Speak Your Mind

*