Simreret; Krondyrgryde med mørk øl, svampe & grove grøntsager

Simreretter er simpelthen noget af det bedste ved efterårs og vinterhalvåret 😀 Det er retter, som indeholder så meget mere smag, saft og kraft, end de fleste andre retter, som man ellers får resten af året. Til gengæld er det så ikke de retter, der ser mest indbydende ud 😉 Jeg var så heldig at finde noget vildtkød, som var sat ned – og derfor var det jo super oplagt at lave en simregryde, med svampe, grove grøntsager og ikke mindst mørk øl, som passer så fint ind i den rustikke ret. Den fik lov til at stå og ”hygge sig” i 3-4 timer – og resultatet var simpelthen SÅ lækkert 😀 ..

Opskriften er til 4 portioner

Klik for større version.

Ingredienser
2 spk. olie eller andefedt
200 g. røget bacon i tern
400 g. krondyrkød i tern eller strimler
1 tsk. salt + 1 tsk. frisk kværnet peber
2 mellemstore finthakkede løg
2 spk. frisk hakket rosmarin
2 spk. tomatpuré (70 gram)
50 cl. mørk øl
Vildt bouillon eller fond  til at dække gryderetten

250 g. friske svampe
250 g. knoldselleri (renset vægt)
3 mellemstore gulerødder
2-3 spk. ribsgelé

Serveres med..
Kogte kerner, ris, kartoffelmos eller kogte kartofler

Fremgangsmåde
I en mellemstor gryde – fx en støbejernsgryde, varmes fedtstoffet op og deri svitses det røgede bacon, til det er gyldent. Dertil tilsættes kødet, sammen med den friske rosmarin og svitses med.

Steg løgene med, til de er “glasklare” – hvorefter at tomatpuréen tilsættes under omrøring. Hæld retten over med den mørke øl og lidt vildtbouillon – fx andebouillon eller fond.

Lad retten simre under låg i 1-2 timer.

Ordn grøntsagerne og svits svampene let af på en varm pande. Tilsæt svampe, gulerødder og knoldselleri i mundrette bidder – samt ribsgeléen og lad det simre med retten i 1 times tid.

Efter en 3 timers tid, tages retten af varmen og får lov til lige at stå og samle sig. Smag retten til, fx med friske urter eller lidt ekstra bouillon – hvis overhovedet nødvendigt. Min ret smagte helt perfekt efter, at den lige havde stået og samlet sig, måske lidt frisk kværnet peber bare kan gøre det.

Server retten med en god kartoffelmos, kogte kerner, kogte ris eller andet.

Tip!
Du kan i stedet for krondyr anvende oksekød i tern.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*