Hjemmelavet rødkål med solbærsaft & mørk balsamico

Når man først har smagt den lækre hjemmelavede rødkål, tør jeg næsten godt væde med, at man ikke køber den længere. Det er både nemt at lave den selv og så smager den bare helt fantastisk. Jeg har smagt denne rødkål til med mørk balsamicoeddike og solbærsaft – en kombi, som i min optik er helt fantastisk og giver en god balance mellem det søde og det syrlige 😉 allerbedst smager det efter at den har fået lov til at trække 1-2 dage på køl faktisk..

Klik for større version.

Opskriften er til et mellemstor glas

Ingredienser
25 g. smør
1 kg. rødkål
2 dl. mørk balsamicoeddike
1½ dl. solbærsaft
1½ dl. rørsukker
1 tsk. havsalt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Hvis du ikke skal anvende rødkålen med det samme, men fx skal opbevare det på køl, skal du starte med at gøre klar til at skolde det/de glas, som det skal opbevares i.

Rødkålen snittes og hakkes fint. Måske lidt finere, end hvis du skulle lave en rødkålssalat.

Smørret smeltes i en mellemstor tykbundet gryde, hvor kålen svitses i. Deri tilsættes balsamicoen, rørsukkeret, salt og peber som får lov til at simre i 5-10 minutters tid.

Derefter tilsættes solbærsaften, som koges med i yderligere 45-50 minutter over middel varme uden låg.

Der skal helst ikke være de store mængder væske tilbage, når rødkålen er færdig. Den skal være ”faldet helt sammen” og have en god balance mellem syre og sødme.

Hæld rødkålen på skoldede glas, luk dem godt til og sæt dem på køl.

Tip!
Vær opmærksom på, at smagen bliver mere balanceret og mere dyb, efter at den har en dags tid på køl.

Server rødkålen som tilbehør til jule, påske, pinse -eller mortens aftensmiddagen. Du kan også bare servere den som et lidt ekstra lækkert tilbehør til et dejligt aftensmadsmåltid.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Comments

  1. Jeg afprøvede den her til Mortens aften, og den smagte fantastisk.
    Jeg havde dog ikke balsamico, så brugte helt almindelig eddike, og det fungerede fint.

Speak Your Mind

*