Rustik laksesalat med hytteost & rodfrugter

Salaten her er super genial som sundt pålæg til madpakken, fx ovenpå et stykke ristet rugbrød, som frokost eller middagsmåltid. Det gode ved denne salat er, at den som så mange andre ‘pålægssalater’ ikke er væltet i mayonnaise og cremefraiche. Denne her er ret mager og det kan man ikke engang smage, fordi laksen er så fed i sig selv. Derfor er det også en super god måde at snige fisk ind i kosten på, hvis det skulle knibe med det – ligesom det ofte kan gøre her. 😀 Salaten er inspireret af Arlas torskesalat – som er fantastisk, hvis man vil have en salat som ikke smager af fisk, men man gerne vil have de gode fedtsyrer og masser af vitaminer som det indeholder. 

Rustik laksesalat med rogfrugter1

Klik for større version.

Opskriften er til 4 portioner

Ingredienser
225 g. laksefiletter
300 g. skrællede rodfrugter*
1 spk. olivenolie + havsalt og peber

200 g. hytteost naturel
1 dl. skyr eller cremefraiche
2 spk. frisk presset citronsaft
2 mellemstore hakkede syltede agurker
(+ 1 spk. lage fra agurkerne)
1 spk. finthakkede kapers
1 mellemstort presset fed hvidløg
½ bundt hakket frisk dild
3/4 tsk. salt og frisk kværnet peber

Fremgangsmåde
Start med at fylde en kaserolle halvt med vand, tilsæt lidt havsalt og evt. et par laurbærblade. Når vandet koger, tilsættes laksefiletterne, som koges i ca. 10 minutter.

Tag det af varmen og læg dem på en tallerken, så de kan køle af. Derefter skulle du gerne kunne dele laksefiletten i fine ‘flager’. Er der skind på fisken, kasseres det efter kogning.

Imens fisken køles af, skrælles rodfrugterne. Toppen og bunden skæres af og rodfrugterne skæres i ultra små tern.

Du kan evt. køre dem på en foodprocessor eller et mandolinjern, der kan skære tynde strimler og derefter skære dem i små tern, hvis det er at foretrække.

Varm en pande op og tilsæt olien. Derefter svitses rodfrugterne ved forholdsvis høj varme i et par minutter. De skal på ingen måde gennemsteges, blot lige sauteres. Tag dem af varmen og lad dem køle af.

Lav dressingen af hytteost, skyr eller cremefraiche, citronsaft, hakkede syltede agurker, 1 spk. lage fra agurkerne, hakkede kapers, presset hvidløg, hakket dild, salt og frisk kværnet peber. Rør det hele godt sammen og tilsæt laksen og rodfrugterne, når de er kølet af.

Smag salaten til – fx med mere salt, peber eller citronsaft. Dæk det til og sæt det på køl i 1-2 timer, eller til det skal bruges.

Kan du lave den dagen før du skal bruge den, er det anbefalelsesværdigt, så smagen kan sætte sig. Ellers smager den også rigtigt godt på dagen.

Server fx salaten på et stykke ristet rugbrød, smurt i en tortillawrap eller lignende.

Tip!
*Af rodfrugter anvendte jeg en ligelig blanding af gulerødder, pastinakker og persillerødder. Du kan fx også anvende knoldselleri eller lignende.

Velbekomme.

___________________________________________________________________

Husk at du kan finde Foodlicious’ officielle Facebook side lige HER – samt via Bloglovin’ lige HER. Del også gerne dine bud på opskrifterne fra bloggen under tagget #Foodliciousopskrift på Instagram!

Share

Speak Your Mind

*